I sidste måned debuterede duoen Bonfire, bestående af sangerinde Anja Pil Christoffersen (bedre kendt som Anya) samt producer og kunster Jakob Steen, med den selvsikkert sensuelle single ‘Selfmade Woman’.
Nu varmer duoen op til deres snarlige koncert-trilogi på Bådteatret i Nyhavn med endnu en single – denne gang den dansksprogede ballade ‘Min Kind’, der har fået kyndig hjælp på produktionssiden af Sleep Party Peoples Brian Batz.
‘Min Kind’ er et stemningsfuldt nummer, der er bygget op om Jakob Steens omhyggelige lydkollager, der med følelsesmæssig bas-bølgegang og små tårer af sitrende synth drypper ned over Anjas blide vokal, der fortæller hemmeligheder om sin dybe, udgrædte sorg.
Anja fortæller om nummeret: »Ideen til nummeret opstod i en periode af mit liv, hvor tårerne flød ofte. Hvor de var en tilbagevendende del af min hverdag. Det er et af de første numre, jeg har skrevet på dansk – jeg plejer ellers at skrive på engelsk. Men det føltes meget naturligt for mig at udtrykke de her følelser på dansk«.
Bonfire kan oplives live på Bådteatret i Nyhavn den 16., 17. og 18. juli, hvor de har allieret sig med et fembandsband samt med live-visuals fra duo-delparten Jakob Steen (der desuden også har begået singlens cover) og grafiker Yaqup Oxbjrg.
Duoen udtaler om koncerterne: »Vi føler, at vi har samlet det perfekte band i forhold til at skabe både de store, omfattende lydbilleder, og de helt nære og intime. Man kan forvente sig nogle meget dynamiske og stemningsfulde koncerter på Bådteatret. Vi glæder os helt overdrevet meget«.
Læs mere om koncerterne via Facebook-eventet HER.