Mac DeMarco har udgivet en syret virtual reality-video til titelnummeret fra hans seneste album, ‘This Old Dog‘.
I audiovideoerne til ‘This Old Dog’-numre som ‘On the Level’ og ‘One More Lovesong’ blev der allerede leget med halvgrimme 3D-animationer, men i den nye video til ‘This Old Dog’ er der skruet endnu mere op for de bizarre, animerede figurer. Du kan blandt andet se Macs ansigt agere snude på en stor svævende hund (som også viser sig at være en bil), og det mest mærkværdige i videoen er nok de svævende menneskekroppe med hundeansigter.
Videoen er lavet af multimediekunstneren Rachel Rossin, som er en af pionererne inden for virtual reality-kunst, og selv om det er meget skægt at kigge lidt rundt i videoens 360° univers på computerskærmen, så er den uden tvivl sjovest i virtual reality.
Hvis du er i besiddelse af et par af de famøse VR-briller, venter der en spacey flyvetur gennem palmeøer, hundemennesker og det ydre rum.