Mac DeMarco skruer ned for gak og op for varmen på glimrende album
Man finder næppe én på denne klode med bare et vagt kendskab til Mac DeMarco, som vil tvivle på hans evne til at chille. De fleste ville slet ikke turde konkurrere med ham i den disciplin. Han er jo professionel; en fløs, en flab, en charmerende gavtyv, der burde gå i bad lidt oftere. Men trods sit lade image har den canadiske sanger begået tre album i løbet af de seneste fem år, og ni, hvis man medregner ep’er og demoskiver. Så kom ikke her. Han er arbejdsom og rundhåndet, ham Mac, og så har han skrevet og spillet alle instrumenter på sit nye opus helt selv.
’This Old Dog’ er rundet af en blødere og varmere tone end tidligere. Kasketkarlen byder nemlig på mindre af den selverklærede, gakkede ’jizz jazz’ og mere af den klassiske sangskrivning, som foregår på akustisk guitar i traditionel amerikansk country- og swamp rock-stil. Produktionerne er tempererede og groover behageligt med hjælp fra et delikat percussivt sortiment af claves, tamburin og ringlende bjælder. ’Baby You’re Out’ garneres af rytmiske off-beat-fornemmelser fra lune rhodes-akkorder, knastørre trommer og et duppende – og åh så lummert – blødt basschwung.
Selv når der indlemmes æterisk brusende synth på den karamelliserede laid back-koger ’For the First Time’ og den chorus-indfattede ’One Another’, taber udtrykket ikke sit intense nærvær, sit knasende crisp på trommehinden. Det lyder så lækkert, og det er svært at afgøre, om det egentlig er en svaghed, at albummet i sin helhed ikke gør særlig meget væsen af sig. Det gløder fra ende til anden uden at blusse op, og derfor er det nemt at slumre hen i, endsige falde ud af, selv om man ikke ellers er narkoleptisk anlagt. Worst case scenario er simpelthen, at man glemmer at lytte efter DeMarcos glimrende arbejde og svalende sang.
Enkelte sange udmærker sig selvfølgelig, som for eksempel den sexede ’On the Level’ med sin insisterende keyboardmelodi og kitschede catchy synkoper. Men også ’A Wolf Who Wears Sheeps Clothes’ og ’One More Love Song’ er positive møder med hyggelig mundharmonika og eleverende flygellækkerier tilsat lidt øm falset. Her står arrangementerne upåklagelige og veldocerede i deres underspillede dragter – den kække pepperoni-playboy synes som sangskriver at være blevet mere æstetisk bevidst, idet han surrer sine flagrende armbevægelser helt ind omkring sangenes essens.
Lyrisk besynges stort og småt med lidt lommefilosofi og lidt kærlighed, eller med lidt overraskelse, når man pludselig ser sine aner i sit spejlbillede: »Uh oh, looks like I’m seeing more of my old man in me«, lyder det på den tøffende ’My Old Man’. Det bliver aldrig alvorstungt, men glider let og ubekymret, ikke forceret eller anstrengt, hvilket er lidt af en dyd. Der er ikke noget effektjageri eller nogen eksperimenterende svipsere på ’This Old Dog’, bare en god portion sikre sange, som man får lyst til at høre igen, fordi de ikke pøser sin lytter til med fjol og iver i første ombæring. Men hvem vil også have det, når man bare skal chille i sin hængekøje.
Kort sagt:
Den canadiske pepperoni-playboy har begået et døsigt chill-album, som egner sig til gedigen tidsfordriv i en hængekøje. Der er mindre gak og løjer og mere klassisk sangskrivning på færde på ’This Old Dog’, og sangene er skrevet på varm akustisk guitar, som garneres af et lækkert percussivt spil, lune rhodes og svalende synth. Albummets store kunst er, at det lader sangene tale deres sikre, glødende sprog og ikke iler af sted.
Læs også: Mac DeMarco søger assistent, der skal have styr på sine memes