Premiere: Storladne og fortvivlede følelser på Marcus Gordons nye single ‘Altid’

Den kun 19-årige Marcus Gordon fik tidligere i år sin debut med videoen til ‘Genudsendt’. Efterfølgende udgav han singlerne ‘Over byen’ og ‘Min ting’, og nu er tredje officielle single ‘Altid’ landet – i dag via en lidt forkortet musikvideo, i morgen udkommer den fulde single til streaming.

Singlen handler om at tænke på noget eller nogen og ikke kunne slippe det. »Sangen handler om netop den følelse, og om hvad det medfører at have det sådan. Det er både fedt at tænke på én, men også meget frustrerende«, fortæller Marcus Gordon i en pressemeddelelse. Sangens kerne indkapsles i omkvædets: »Jeg tænker på dig altid«.

Hvor videoen til ‘Byen’ var en collage af forskellige lokationer i København – fra Refshaleøen til Bispeengbuen – har videoen til ‘Altid’ søgt mod varmere himmelstrøg og er optaget i en forstad til Paris. I forstaden finder man en række arkitektoniske vidundere, der på trods af det ekstraordinære udseende fungerer som ghettoer og socialt boligbyggeri.

»Da vi kom derud, sad der en helt masse shady gangstertyper på et hjørne, og da vi begyndte at tage billeder, kom de hen og var sådan: ‘Øhm.. I kan ikke bare skyde her, det koster penge’. Vi gav dem 100 euro og så sagde de, at vi havde en time. Det var en syret oplevelse«, siger Marcus Gordon til Soundvenue. For ham symboliserer videoen det at være i et efterskælv af noget, og omgivelserne ligner også nærmest en postapokalyptisk, efterladt by.

Du kan opleve Marcus Gordon live på Ideal Bar den 19. september.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af