For farlige til London: Hiphop-crewet 67 kommer til København

For farlige til London: Hiphop-crewet 67 kommer til København

Man ved, man har at gøre med et særdeles heftigt hiphop-crew, når politiet ikke klassificerer dem som kunstnerisk kollektiv, men som en bande. Det skete for 67, det største hiphopnavn inden for den unge og kontroversielle UK drill-scene, der den seneste tid er opstået i Londons mere kriminalitetsplagede kvarterer.

Nu kommer den eksplosive gruppe til Rust og giver en natkoncert den 9. december.

67 har været frontløbere for en ny britisk subgenre, der med inspiration fra Chicagos oprindelige drill-lyd omkring rappere som Chief Keef skaber en voldsom, aggressiv lyd, der afspejler de svære kår, som crewet kommer fra. Tidligere i år kunne man opleve 67 til en kaotisk og exceptionelt rowdy koncert på Roskilde Festival (ja, der var mosh pits).

Musikken er særdeles voldsom, og mange af artisterne i subgenren er på den ene eller anden måde rodet ind i (bande-)kriminalitet. Således også 67: Gruppens frontmand LD har en maske på, fordi han eftersigende er bandlyst fra at optræde offentligt via en retskendelse. Gruppen har desuden haft svært ved at få gigs i London, hvilket er et hyppigt problem i England for artister med mere, øh, problematisk indhold.

Men ser man bort fra det kontroversielle indhold, laver 67 faktisk noget af den mest umiddelbare og overrumplende hiphop i England lige nu. Et track som ’Let’s Lurk’ med Giggs er ondt og eksplosivt som Chief Keefs drill-mesterværk ’Don’t Like’, mens et nyere nummer som ’Jackets’ er mere afdæmpet, men med en subtil, paranoid undertone, der giver samme gyseragtige paranoia som en gåtur gennem byen sent om natten. På en lidt for mørk gade i et lidt for uhyggeligt kvarter.

Billetsalget starter 6. oktober kl. 9.00.

67 (UK – Natkoncert)
9. december
Rust
Billetpris: 150 kr i forsalg, 190 kr. i døren.

Læs også: It’s a UK ting: 10 rappere, der definerer britisk rap lige nu

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af