King Krule udgav i går singlen ‘Half Shark Half Man’, der er tredje single fra hans kommende album ‘The Ooz’. I forbindelse med den kommende udgivelse har Archy Marshall aka King Krule lavet et interview med New York Times, hvor han afslører, at han engang afviste et ellers ret interessant samarbejde – han sagde nej tak til Kanye West.
King Krule fortæller i interviewet: »Jeg kan huske, at jeg blev ringet op af Kanye og spurgt, om jeg ville med i studiet. Alle andre i mine sko ville have gjort det. Jeg gad ikke«. Han understreger dog, at afvisningen ikke skyldtes, at han følte sig Kanye overlegen, men at han ikke havde lyst til at skrive musik på kommando.
Selv om et Kanye feat. King Krule-nummer lyder for vildt, så har den rødhårede brite i stedet fokuseret på sin kommende udgivelse, og det høster han frugten af på ‘Half Man Half Shark’. Nummeret har en trashet og kaotisk lyd frem til nummerets outro, der på bedste King Krule-manér slår over i jazzede akkorder og loungestemning. Videoen til singlen er et sammenklip af liveoptagelser og animerede loops. Se den nederst.
Halv haj, halv mand-tematikken er lidt svær at gennemskue, men King Krule aka Archy Marshall har tidligere fortalt Pitchfork, at nummeret egentlig refererer til en gammel sang, hans far har skrevet med titlen ‘Body of a Man In the Belly Of a Horse’. Hvad man hører i introen er lyden af King Krule og hans far, der messer de to sangtitler oven i hinanden.
‘The Ooz’ er ude den 13. oktober.
Læs også: King Krule bekræfter, han har skrevet musik til Frank Ocean: »Jeg tror ikke, han kunne lide det«