KOMMENTAR. Nogle gange kan det være godt at blive modbevist. Og i tilfældet af Post Malone og 21 Savages ’Rockstar’ er det decideret dejligt: Her er to rappere, som jeg (og mange andre!) til dels havde afskrevet, der pludselig leverer en sang, der lukker munden på kritikerne.
Lige nu ligger tracket nummer to på den amerikanske singlehitliste, kun overgået af Cardi B’s ’Bodak Yellow’, mens det på den globale Spotify-topliste ligger helt i top – med næsten dobbelt så mange daglige afspilninger som Dua Lipas ’New Rules’ på andenpladsen. Den har også slået rekorden for flest streams på en uge hos Apple Music med 25 millioner.
Men glem hitlisteplaceringerne og streaming-millionerne: Det her er også bare et genialt nummer. Post Malone har prøvet at overgå gennembrudshittet ’White Iverson’ utallige gange de seneste år. Her lykkes det endelig. Beatet er døsigt svævende og melodisk som på rapperens bedste tracks, og Malones vokal rammer det perfekte toneleje af druggy Max B-inspireret sangrap, som i hiphopterminologi kaldes wavy.
Nummerets overraskelsesmoment kommer med gæsterapperen. 21 Savage burde ikke passe ind i det her svævende, melodiske univers. Han har altid virket stærkest på minimalistiske trap-beats, som på mixtapet ’Savage Mode’ med produceren Metro Boomin, hvor den nihilistiske gangstarap skabte paranoide, mørke stemninger.
21 Savages monotone, kompromisløse gangstarap er atypisk i dagens hiphoplandskab – han er nok den eneste Atlanta-rapper, jeg har set blive sammenlignet med New Yorks street rap-legender Mobb Deep. Det siger måske alt, at Atlanta-artistens største internetøjeblik var, da han blev spurgt om det ’kors’, han har tatoveret i panden, og svarede med død stemme: »Issa knife« – det er en kniv!
Men mod forventning passer den rå rappers vers perfekt ind på ’Rockstar’. Den hæse vokal antyder melodier hist og pist, og 21 Savage har endda glimt i øjet, når han refererer sine egne tekster. Som med linjen »Why you got a 12-car garage, when you only got 6 cars?« – en reference til en linje fra 21 Savages egen ’No Heart’, hvor han rapper om sin »12-car garage«.
Sangen er altså et skævt match, der ender med at vise Post Malone og 21 Savages styrker. Men hvorfor havde man nogensinde afskrevet de her to rappere?
Lad os tage Post Malone først. Det er ikke svært at se, hvordan man kunne forveksle ham med et one hit wonder: Han så ekstremt goofy ud, da ’Post Iversen’ udkom – som en buttet Riff Raff med et permanent, fordrukkent smil klistret på ansigtet.
Der var et akavet radiointerview hos det store radioprogram The Breakfast Club, hvor han blev kritiseret ret brutalt. Der dukkede en mærkelig video op, hvor han dansede rundt i hotpants. Og så blev der endda opdaget en video, hvor rapperen sagde det, der i USA kaldes N-ordet. Da debutalbummet ’Stoney’ langt om længe kom, fik det lunkne anmeldelser. Det lignede, at Post Malone-eventyret var slut.
Men mod alle odds fik Post Malone nyt liv, da albummets femte (!) single ’Congratulations’ langsomt, men sikkert blev et globalt hit. Sangen blev en streaming-succes udenom radio og kommercielle kanaler og ligger stadig i top 40, både på den amerikanske hitliste og hos Spotify – næsten et år efter, at den udkom. Faktisk er det den eneste rapsang, der har ligget på den amerikanske hitliste i over 30 uger nogensinde. Dén langsomme opstigning er nu forvandlet til hurtige resultater: Med ’Rockstar’ har Post Malone fået den slags umiddelbare succes, der næsten virkede umulig på et tidspunkt.
21 Savage har også haft succes med en single fra et udskældt album: Hans ’Bank Account’ ligger i top-20 i USA, hvilket ikke er dårligt for et minimalistisk og monotont gaderap-nummer. Men da ’Issa Album’, udgivelsen hvor tracket stammer fra, udkom i sommer, fik rapperen faktisk kritik for at være blevet for blødsøden. Mange så albummets kærlighedssange som et produkt af gangstarapperens forhold til Amber Rose – og som så ofte, når rappere, der har bygget deres karriere på benhårde ghetto-soundtracks, går pop, lød det ikke helt naturligt.
Samtidig spillede der måske nogle fordomme ind mod selve 21 Savages stil. For den slags hardcore-gaderap, som Atlanta-rapperen repræsenterer, er ikke en vogue. Monoton, nihilistisk gangstarap virker så 90’er-agtigt – i dag kan vi lide rappere som Young Thug, Migos, Lil Uzi Vert og Future, der er flamboyante og flersidige. Selv om 21 Savages kompromisløse ’Savage Mode’-mixtape var en stor succes og mødte næsten enstemmig lovprisning, virkede ’Issa Album’ som et skridt tilbage.
21 Savage har godt nok ikke været afskrevet i samme grad som Post Malone, men internet-hype er en ubehagelig størrelse, og når der først er startet et narrativ om, at en rapper er ’på vej end’, kan det have en selvforstærkende effekt. Det har han sat en effektiv stopper for med ’Bank Account’ og derefter – og i endnu højere grad – med ’Rockstar.
Nu har den forældede og lidt for blødsødne gangstarapper og den hvide, kiksede sangrapper slået sig sammen og præsteret den største rapsang lige nu.
Hvad kan man sige? ’Congratulations’, vel!
Læs også: Den forunderlige historie bag beatet til Post Malones gigahit ‘Rockstar’