Med tæt på syv millioner daglige afspilninger på Spotify (næsten dobbelt så mange som Sam Smith på andenpladsen) er der ikke nogen tvivl om, at Post Malones ‘Rockstar’ er tidens største hit, og i mandags gik tracket også direkte ind som nummer to på den amerikanske singlehitliste, kun overgået af Cardi B’s ‘Bodak Yellow’.
Men hvordan kom rapperens hyldest til rock’n’roll-livsstilen egentlig til verden? Det har Pigeons & Planes fundet ud af via et interview med produceren Tank God, som står bag det slørede, 808-tunge beat.
»For mig er melodierne ret mørke. Jeg var ret stresset. Det var eksamensuge, og jeg havde bogstavelig talt lige overstået tre eksaminer efter at have læst hele dagen. Så var jeg sådan: ‘Jeg er nødt til at tænke på noget andet’. Og så satte jeg mig ned og lavede tre beats. Og det var ét af dem. Tre dage senere tog jeg til New York og spillede det for Post«, fortæller Tank God, som til dagligt læser biologi på University of Hartford i Connecticut og ellers ikke har det helt store på cv’et i forhold til produktioner.
Et par dage efter eksaminerne tog produceren altså til New York for at besøge en ven, som tilfældigvis havde studie ved siden af Post Malone. De stødte ind i hinanden, og som det nu engang foregår, spurgte Tank God, om ikke han måtte spille nogle beats for rapperen.
»Det er svært at gøre indtryk på Post, men jeg tror, det var 808-trommerne, der gjorde det for ham. Lyden i studiet var så høj, at det rystede hele rummet, da jeg spillede den«, siger Tank God, som også fortæller, at Post Malone indspillede en grov version af det endelige track med det samme efter at have kommet på linjen »I feel just like a rock star«.
Senere blev sangen finpudset og 21 Savage kom på, men beatet er der ifølge Tank God ikke pillet meget ved.
Læs hele interviewet hos Pigeons & Planes HER.
Læs også: Ingen griber Post Malone i ambitiøst stagedive – publikum havde travlt med at filme