I England blander genrer som afrobeat, grime, dancehall og hiphop blod på kryds og tværs for tiden, hvilket har skabt stjerner som J Hus, Yxng Bane og Kojo Funds. Scenen har længe været centreret om London, men senest har byen Birmingham frembragt en række spændende artister – som for eksempel Lotto Boyzz, som nu kommer til Danmark.
Duoen hittede stort sidste år med ‘No Don’ og ‘Birmingham’, hvilket førte til en plads på J Hus’ turné. Nu kommer de til Rust den 27. april til deres første danske show nogensinde.
Den engelske duo, der består af Ash og Lucas, operer som nævnt inden for den nye, eklektiske lyd, der er på vej frem i England for tiden. Den har mange navne: Nogle kalder den Afro Bashment, andre afro trap og andre noget helt andet. Lotto Boyzz selv har navngivet deres version af lyden ‘Afrobbean’, en sammenskrivning af ‘afro’ og ‘carribbean’, et passende navn, der også er titlen på deres ep fra sidste år.
Deres melodiske og r’n’b-lænende version af afro-lyden, der er så udbredt på UK-scenen, fik os til at kåre dem til et af de mest lovende navne i 2018.
Læs også: J Hus definerede lyden af britisk rap i 2017: »Min mor sagde, at min musik var alt for aggressiv«
Lotto Boyzz (UK)
27. april
Rust
Billetpris: 150 kr.