Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Drake, Jada og to slags dansk rock

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt, dansk og udenlandsk. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Drake, Jada og to slags dansk rock
Jada. (Foto: Sarah Liisborg)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. M.O feat. Lotto Boyzz & Mr Eazi ‘Bad Vibe’

Den kvindelige trekløver M.O har slået pjalterne sammen med duoen Lotto Boyzz (som vi spår en stærk fremtid) og Mr Eazi på den vinterforvisende ’Bad Vibe’. Genren kaldes af Lotto Boyzz selv for ’afrobbean’ – en sammensætning af termerne ’afro’ og ’caribbean’. Det står hen i det uvisse, om prædikatet vil hænge ved, men det gør sangens euforiske energi bestemt.


2. Drake ’Diplomatic Immunity’

Man kan næsten ikke sparke sig frem for lutter ordspil og rappity-rap på den majestætiske ‘Diplomatic Immunity’, der udgør ét af to tracks fra Drakes splinternye ration musik ved navn ’Scary Hours’, hvor Drizzy er tilbage på sin 2011-2013-ting – uden alverdens frembrusende tendenser og uden dikkedarer.

Hør sangen på Spotify HER.


3. Shiny Darkly ’The Lake Mirrors It All’

Postpunkerne fra Shiny Darkly har søsat første sneak peek på deres kommende unavngivne album, der udsendes engang i foråret. ’The Lake Mirrors It All’ galoperer hypnotisk derudad i en bane brolagt med tydelige inspirationer fra 70’erne og 80’ernes postpunk og new wave. Bassen saver igennem og vokalen slæber sig afsted, men der er også et fandenivoldsk groove at spore inde bag den kompromisløse kløven.

Hør sangen på Spotify HER.


Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Sur Back ‘Anyone Else’

Caroline Sans alias Sur Back er klassisk trænet i både dans og musik, noget man straks genkender på ’Anyone Else’: En kompleks, melodilagret sag bundet op på blandt andet klassiske strygere og reminiscenser af folk. Kompositionen munder ud i et levende tableau, hvori overgangen fra det pastorale liv til metropolens ditto er temaet. ’Anyone Else’ udgives den 23. februar på ep’en ’Kitsch II’.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. De Underjordiske ’Flænger i luften’

Sidst De Underjordiske gav lyd fra sig var i 2015, da de vakte respekt med debutalbummet ’Ind i flammerne’. Nu samler svamperockerne tråden op med den dronede førstesingle ’Flænger i luften’ fra deres kommende album af samme navn, der udkommer den 6. april. ’Flænger i luften’ er inspireret af Philip Pullman-romanen ’Skyggernes kniv’.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Jenny Wilson ’Rapin*’

Senere tids skelsættende #MeToo-bevægelse har især gjort sig bemærket i filmbranchen, men den verserer ligeledes i musikverdenen, hvor blandt andre Halsey og Alice Glass for nyligt indkapslede problemstillingen. Nu stemmer svenske Jenny Wilson i med en mindst lige så stærk og smertevoldende præstation på singlen ’Rapin*’, der tager livstag med det at blive voldtaget. Singlen stammer fra Wilsons personlige album om overgreb ’Exorcism’, som lander den 23. marts.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Rejjie Snow feat. Amine & Dana Williams ’Egyptian Luvr’

Irske Rejjie Snow står klar til at bryde igennem lydmuren efter at have ulmet i hiphoppens nedre vækstlag. På ’Egyptian Luvr’ ledsages han af rapperen Aminé og sangfuglen Dana Williams over et karakteristisk boomende og elastisk Kaytranada-beat, som er labert underspillet og rammer durk ned i weekendstemningen. Fang singlen på debutalbummet ’Dear Annie’, der rammer hylderne den 16. februar.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Jack White ‘Corporation’

Jack Whites tredje soloalbum ’Boarding House Reach’ (23. marts) er så småt på trapperne. På den første forsmagstandem forvildede han sig ud i nye elementer som gospel, soul og IDM. ’Corporation’ puller et lignende stunt, hvor fusionsjazz a la 70’erne karambolerer med James Brown-lignende udråb, der kredser om… at starte et firma? Bizart, men dragende.


9. Jada ’Keep Cool’

Danske Jada kommer fra et hjem med klaver, hvor radioens samlebåndspop var komplet fraværende. Måske er det derfor, Emilie Molsted Nørgaards kærlighedsrevnende pop er så langt væk fra tidens nemme tendenser. Sangerinden og producerens nye ’Keep Cool’ er et enormt stærkt, soulet take på kærlighedens evige strabadser og endnu et bevis på, hvorfor vi udnævnte hende til et af kongerigets mest lovende navne.

Hør sangen på Spotify HER.


10. Amdi feat. Artigeardit ’Plads til’

Der er plads til både dans med flasker og knald på bagsædet i de lange, blodskudte nætter på Amdis flødeflabede ’Plads til’, hvor unge Artigeardit supplerer med en lille salve tilbagelænet blær og bravade. Der er noget umiskendelig The Weeknd’sk over denne r’n’b-smasker. Dét skal der også være plads til.

Hør sangen på Spotify HER.

Følg Soundvenues Top Tracks-playliste via Spotify HER.

Læs også: Her er syv helt nye album, du skal høre i denne uge

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af