PartyNextDoor var slet ikke tændt i DR Koncerthuset
Det virker til, at der er sket en misforståelse omkring, hvad en hiphop/r’n’b-kunstner skal gøre for at give en god koncertoplevelse. En misforståelse, der lyder, at et liveband automatisk hæver niveauet. At jo flere trommefills og soloer, jo bedre.
Det var i hvert fald tilfældet, da PartyNextDoor besøgte DR Koncerthusets Studie 1 mandag aften med sit teknisk velspillende, men alt for højlydte band, der formåede at udviske både Jahron Brathwaites’ croonede vokal og det sexede og melankolske univers, han har brugt så lang tid på at perfektionere.
Når trommesalverne tog en pause, lykkedes det flere gange næsten at ramme den rigtige, afdæmpede vibe, som man kender fra indspilningerne. Majid Jordans ‘One I Want’ kom tæt på med publikums langsomt svingende arme fra side til side i sidste del af nummeret, og den sexede lækkerhed i ‘Freak In You’ nåede at titte frem, før den blev kvalt under et højt og rodet lydtæppe. De gamle fans fik lov at vise deres sing-along-dedikation på ‘Wus Good / Curious’ fra det første album, og dansesålerne løftede sig under afrobeat-bangeren ‘Not Nice’. Men han giv sig ikke nok til at forhindre, at de høje bandarrangementer hev magien ud af musikken.
Udover sin egen karriere har den canadiske sanger også en succesfuld karriere som sangskriver og producer. Og hvis man ikke vidste det i forvejen, så var man ikke i tvivl, efter Brathwaite med en alt andet end ydmyg kommentar forklarede »I write some of your favourite songs…« Hvorefter han spillede Rihannas ‘Work’ og DJ Khaleds ‘Wild Thoughts’.
Selvfølgelig to stensikre hits og en saltvandsindsprøjtning til publikum. Men på trods af krediteringen som sangskriver var det tydeligt, at han ikke havde helt styr på sagerne, og mange linjer blev startet med et par få ord, hvorefter playbacken tog over.
Udover den lettere arrogante kommentar opførte aftenens hovedperson sig ret mærkeligt det meste af koncerten. For det første var han aldrig helt tændt, hvilket var en af grundene til, at han aldrig helt tændte publikum. Og så efterlod han hele tre gange publikum alene med bandets ellers fine instrumentalstykker, mens han selv gik bag scenen, hvorfra der engang imellem kom et par mumlende vokalbidder. Om han blot gik på grund af blæreproblemer, eller for at bruge fem minutter på at skifte ind og ud af sin Big Shaq-jakke, vides ikke. Måske ledte han efter en fest next door, fordi han ikke selv formåede at starte en hos publikum.
Koncerten blev forventeligt afsluttet med Brathwaites’ største solohit ‘Come And See Me’, hvor det endelig lykkedes at ramme det, som resten af aftenen manglede. Her inviterede PartyNextDoor indenfor i sit melankolske sovekammerunivers med minimale trommeforstyrrelser og et overskud til endelig at give lidt mere af sin stemme og lege med fraseringerne over den sidste del af sangen, hvor bandet faktisk også bidrog til at hæve niveauet. Det er bare synd, at det tog en hel koncert at nå dertil.
Læs anmeldelse: PartyNextDoor ‘P3’