Liss viste lovende takter for fremtiden på Heartland
Liss befinder sig et spændende sted i karrieren. Den første hype-storm, der slog ind mod det unge band og resulterede i en international pladekontrakt med højt estimerede XL Recordings, har lagt sig her to år efter debut-ep’en, ‘First’.
Og da bandet indtog scenen tidligt fredag aften meddelte en veloplagt Søren Holm i front, at de havde medbragt dugfriskt materiale.
De nye sange trak fine tråde til det stramme udtryk, Liss allerede har defineret og forædlet, og blandede sig i koncertens første halvdel fint med den tilbagelænede ‘Always’ og den velkendte, salige tropiske brise på ‘Without Me’.
De jomfruelige sange havde en øget kompositorisk og rytmisk kompleksitet, men foldede også flotte omkvæd ud, og levnede både plads til helteguitar og melodisk percussion.
Selvom smilene var brede og Holm foldede hænderne i hjertesymboler og opildnede publikum til at få armene i vejret, var bandet tydeligt fokuserede i leveringen af det nye materiale. Derfor var det også fornøjeligt, når de løsnede op og hengav sig til samspillet, som i ‘Try’, hvor bassist Villads Tyrrestrup hoppede op på Tobias Lausts trommepodie.
Det var dog det velkendte materiale, som til sidst vakte størst jubel. Der var ekstra smæk på staccato-fremdriften i ‘Good Enough’ med Tyrrestrups groovy slagbas som det rytmiske anker, og ‘Always’ foldede sig fornemt ud som kongeeksemplet på, hvor helstøbt et udtryk Liss har.
Til slut blev vi trakteret med hittet ‘Sorry’, hvor Liss blev mødt af et hav af udstrakte hænder og rundede en glimrende koncert af, der viste lovende takter for fremtiden.
Læs også: Liss: De største op- og nedture i arbejdet med debut-ep’en ’First’