Sidste år udgav r’n’b-sangeren Daniel Caesar det fremragende, men alt for oversete (i hvert fald fra vores side) album ‘Freudian’. Siden har hans karriere taget raketfart, og han gav tidligere på året en dybt fortryllende koncert i DR Koncerthuset.
Hvis man ikke var der, kan man dog nu nyde det næstbedste. Caesar er med i nyeste indslag i NPR’s videoserie ‘Tiny Desk Concert’, hvor en række musikere giver små koncerter på NPR’s kontorer.
Caesars optræden føles meget nærværende, og grundet de uortodokse omgivelser er det næsten som at være der selv. Ledsaget af et varmt band og et sjælfuldt kor får disse akustiske udgaver af ‘Freudian’-sangene ‘Japanese Denim’, ‘Get You’ og ‘Best Part’ en ny, indtrængende fylde.
Ligesom på albumudgaven dukker den lovende r’n’b-sanger H.E.R. også op for at synge med på ‘Best Part’.
Læs anmeldelse: Daniel Caesar i Koncerthuset