Vi stødte første gang på Bette med sidste års studievideo til sangen ‘Da du kom’, hvor den danske sangerinde blandt andet hang ud med Emil Kruse og Kå.
Emil Kruse arbejder Bette tæt sammen med. Hun var at finde som gæstevokal på rapperen og producerens ‘Svært’-single fra tidligere i år, og det er ham, der har produceret begge hendes 2018-singler ‘Forstår dig nok en dag’ og senest ‘Darling’.
Nu lægger ‘Darling’ så lyd til Bettes første officielle musikvideo, og den sommervarme r’n’b-sang med funkglød i produktionen bliver ledsaget af en billedside, der er optaget i Lagos i Nigeria.
Musikvideoen er instrueret og filmet af vennerne Sara Frost og fotograf Polina Vinogradova, og det lyder til, at der har været rigeligt med spænding undervejs på turen.
»Vi hørte mange historier om Lagos, inden vi tog afsted. Det var mest fra folk, der var bekymrede for vores sikkerhed og synes, vi skulle blive hjemme. Bekymringerne har en berettigelse, men vi havde den bedste tur! Når det er sagt var der mange ting, der var anderledes, end vi er vant til, og Polina var ved at blive sendt hele vejen hjem til Rusland af immigrationsmyndighederne. Det havde da været noget rod!«, fortæller Bette i en pressemeddelelse.