Lil Baby og Gunna har i dag sluppet deres imødesete fællesalbum, ’Drip Harder’. Det nye albums eksklusive gæsteliste tæller Young Thug, Lil Durk, Nav – og sidst, men slet ikke mindst: Drake.
Det nye samarbejde med Drake har fået titlen ’Never Recover’. Det er en helt enkelt, hårdkogt trapsag, hvor de to Atlanta-rappere suppleres af et heftigt vers fra Drake, som blandt andet namedropper designer og ven Virgil Abloh samt Young Thug og hans pladeselskab YSL (Young Stoner Life), som Gunna desuden også er i stald hos.
’Never Recover’ er produceret af Turbo (aka Turbo the Great), der foruden Gunna og Lil Baby har produceret for Young Thug, Chief Keef og Travis Scott, samt Tay Keith, som har produktioner for Yo Gotti, Blac Youngsta og Blocboy JB’s ’Look Alive’ med Drake på cv’et.
Drake og Lil Baby har tidligere blandet blod, da de i foråret slap nummeret ’Yes Indeed’ – som oprindeligt gik under titlen ’Pikachu’.
Læs også: Her er seks helt nye album, du skal høre i dag