KOMMENTAR. Hør her, det er jo ikke fordi, der som sådan er noget galt med Anderson .Paak og Kendrick Lamars nye single ‘Tints’. Frank Ocean-produceren Om’Mas Keith har skabt et dejligt, behageligt og funket beat, .Paaks omkvæd er solidt uden at være spektakulært, og Kendrick har et par catchy linjer som »Bitch, I’m Kendrick Lamar / respect me from afar«.
Samtidig er det spændende at høre de to rappere på samme nummer. De har før gæstet samme Dr. Dre-sang (’Deep Water’ fra 2015-albummet ’Compton’), og .Paak var også med på ’Bloody Waters’ fra Kendrick Lamars ’Black Panther’-soundtrack. Men det her er første gang, de deler deres egen sang, hvor de begge har et helt vers.
Umiddelbart er det mest iøjefaldende, hvor meget deres stemmebrug minder om hinanden. De udforsker begge de lidt mere skingre og ru dele af deres toneleje og er ikke bange for syngende flows. De lyder faktisk nærmest for ens – der er ikke så meget modspil her, mere en slags fælles harmoni.
Netop harmoni synes også at være sangens primære fokus. Det hele er behageligt og stemningsfuldt. Faktisk så stemningsfuldt, at man får lyst til at læne sig helt tilbage. Så langt tilbage, at man næsten… falder i… zzz….
Okay, helt så galt er det ikke. Det er ikke sådan, at denne her sang er kuren mod søvnløshed. Men det er altså en lidt småsøvnig sag af en sang, de her to ekstremt begavede kunstnere har præsteret.
På en måde minder det lidt om Dr. Dres ’Compton’-album fra 2015, hvor Kendrick gæstede, og hvor Anderson .Paak jo fik et stort gennembrud gennem en række features (Dr. Dre er i øvrigt også involveret i .Paaks kommende album ’Oxnard’, som denne sang stammer fra).
’Compton’ var også fyldt af behagelige lyde, soulede gæsteoptrædener og masser af musik, der lød som en stille køretur mod solnedgangen. Det var et solidt album, der fik meget høflig ros. Men helt ærligt, der er vel næppe nogen, der stadig lytter til ’Compton’ i dag?
For faren ved at lave musik, der lyder så rar som det her, er jo, at den bliver til baggrundsstøj. På en måde er det næsten modigt, at to af de mest fremtrædende rappere lige nu har valgt at lave musik, der virker eksplicit designet til at soundtracke en køretur – i stedet for at gå efter noget mere krævende. Det gør ‘Tints’ til det modsatte af et statement-track.
Og måske har forventningerne også været kørt lidt op. Det er selvfølgelig ikke et krav, at de to vestkystrappere skal lave et totalt nyskabende mesterværk. De er i deres gode ret til at chille og lave hyggemusik.
Men, men, men… når man nu ved, hvad de egentlig er i stand til, er det bare lidt et antiklimaks. For hvis man vil have en lille idé om, hvad det her samarbejde kunne udmunde i, behøver man bare at se mod Kendrick Lamars ’Black Panther’-soundtrack fra tidligere i år.
Her gæstede Anderson .Paak nemlig ’Bloody Waters’, der kombinerede olietønder med James Blakes hviskende vokal og noget, der lyder som dryppende vand. Anderson .Paak leverede en pragtpræstation med sine melodiske udråb, der lød som taget fra en Wakanda-kriger i filmen, sangen skulle soundtracke. Kendrick Lamar gæstede kun nummeret med få indskudte ord, men hele det musikalske udtryk bar hans signatur.
På ’Bloody Waters’ skabte de noget ægte originalt. En sang, hvor de to kunstneres æstetik både gik i dialog med hinanden, men også med de afrikanske genrer, hele soundtracket inkorporerede.
Dén sang gik efter at præsentere noget nyskabende. ’Tints’ nøjes med at skabe noget behageligt. Det er fint for nu. Men jeg kan ikke være den eneste, der har højere forventninger til næste gang, vi får en sang fra de her to.
Læs også: Anderson .Paak og Dr. Dre rapporterer fra studiet: »Album færdigt«