Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Thom Yorke, Soak og Charli XCX’s retrobanger med Troye Sivan

Ugen har budt på masser af ny musik – stort og småt. Vi giver dig et overblik over de bedste nye numre her.
Top Tracks: Hør ugens 10 bedste nye sange – Thom Yorke, Soak og Charli XCX’s retrobanger med Troye Sivan
Charli XCX. (Foto: Charlotte Rutherford)
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Thom Yorke ‘Has Ended’

Der er mere udtalt drama i ‘Has Ended’, end det er tilfældet på den første single fra Thom Yorkes soundtrack til horrorfilmen ‘Suspiria’. På ‘Suspirium’, som førstesinglen hedder, omklamres man som lytter af en omsiggribende paranoia, hvor man på ‘Has Ended’ mere frontalt konfronteres af ubehaget. Konstant i sangen hænger en sværm af summende lyde, som en drone, der ikke vil forsvinde. Og så er det såmænd Noah Yorke, der spiller trommer på nummeret. Altså, Thoms 17-årige søn.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Charli XCX & Troye Sivan ’1999’

»I just wanna go back, back to 1999 / take a ride to my old neighborhood«, synger de to popstjerner Charli XCX og Troye Sivan sammen på deres nye single ‘1999’, hvor de drømmer sig tilbage til de glade (slut-)90’ere. Dengang, hvor JTT var på MTV, hvor man spillede luftguitar på taget, og (Slim) Shady rullede i bilens cd-afspiller. Der er generelt lidt retrovibe over den diskante dancelyd, der præger nummeret, hvor også Britney Spears får et shout out: »I just wanna go back, sing / hit me baby, one more time«. Så skide være med, at XCX og Sivan var henholdsvis seks og tre år gamle, da nummeret udkom.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Soak ‘Everybody Loves You’

Instrumenteringen når knap at stemple ind, før 22-årige Soak, alias Bridie Monds-Watson, tager over og ikke giver slip på sangen igen. Med sin fyldige, halvknase stemme indleder den unge irer: »Everybody wants you / not me today / cause I’m done«. Og sådan kredser sangen rundt – med afklaret lyrik og stemningsfyldt musikunderlag. Men mod slutningen tager sangen en essentiel drejning, der akkompagneres af et skift i akkorder. Monds-Watsons stemme mister dens selvsikre styrke, og i mere opgivende, næsten grådagtig tone bryder erkendelsen ud: »And I do too…«.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Fraads ‘Sku vi ta noget?’

‘Sku vi ta noget?’ er navnet på Fraads’ nye single, hvor duoen, der består af rapper Papa Erotic og producer David Engelbrecht, for alvor begiver sig ud i skvulpende bastungt farvand. Nummeret har også fået sig en ambitiøs visuel fortælling, hvor man følger Papa Erotic, der i sin slimethed kunne ligne én, der har taget sig en dukkert i samme toilet, som Ewan McGregor begiver sig ned i i ‘Trainspotting’. Og i en enkelt scene ser man sågar Erotic sende producer Engelbrecht i gulvet med en gedigen skalle. Så for satan.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Sharon Van Etten ‘Comeback Kid’

Er du Sharon Van Etten-fan, må du forberede dig på lidt af en omvæltning på denne nye skæring. Den amerikanske folksangerinde, som hidtil har svoret til mere afdæmpede, stemningsfyldte kompositioner, er blevet dyppet i synth og krydret med bombastiske trommearrangementer. Ud er kommet ‘Comeback Kid’, en forcerende kraftig sang, der intet holder tilbage i sin hæmningsløse buldren.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Sody ‘Maybe It Was Me’

Sody er netop fyldt blot 18 år, men den unge brite besidder simpelthen en ærefrygtindgydende naturlighed i sin sangskrivning og stemmeføring. Med en uhyre lethed danser hun rundt i soulede fraseringer på den nye ‘Maybe It Was Me’, som i varighed lige netop tikker ind på poppens magiske tre minutter – en nøjagtighed, der i sig selv er meget sigende for nummeret. Det er nemlig enormt tætskåret, helt ren i sin produktion og uden store kunstneriske afstikkere. Men faktisk synes det meget passende her på Sodys blot femte sang.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Rosegold ‘Selena’

Der er en forførende international feel ved Rosegold. Og yes – det er klodens nemmeste fornemmelse, når nu man ved, at de to brødre, Ephraim og Joshua Duncan, er vokset op i London med ghanesiske forældre (hvoraf moren dog har danske rødder). Ikke desto mindre smitter det fantastisk af på deres musik, hvis sfæriske r’n’b-produktion i samspil med Ephraims aggressive flow og Joshuas fjølsbløde hooks skaber noget pænt svedigt. Noget meget Londonsk – men straight outta Kolding.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Julia Jacklin ‘Body’

»Sangen taler for sig selv, tror jeg, men jeg vil sige, at det bare er et meget langt og overdrevet suk«, siger australske Julia Jacklin om sin nye sang ‘Body’. Og undertegnede stemmer gerne i. Det er, som om sangens beherskede, næsten tilbagetrukne væsen i sig selv er en konkret illustration på det meget lange, overdrevne suk. Sangens dertilhørende videoside, hvor man følger Jacklin på en øde køretur, svælger sig heller ikke just i sindsoprivende øjeblikke. Faktisk opstår klimaks, da Jacklin midt på prærien står og danser lidt foran en selvopstillet julestjerne.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. Lil Wayne feat. Kendrick Lamar ‘Mona Lisa’

Lil Wayne og Kendrick Lamar bringer for alvor historiefortællingen i centrum på denne lange, sindssygt ordtunge sag fra Lil Waynes nye plade, ‘Tha Carter V’. »Mona Lisa« – med sit lidt forlorne smil på Leonardo Da Vincis maleri – bruges som billede på en manipulerende kvinde; en kvinde, som udnytter sin kærestes tillid. »Cause’ you thought that she was an angel / that bitch ain’t no angel«, rapper Weezy, så det er svært at misforstå budskabet. Hop selv på Genius og tag dig tid – det kræver, og fortjener, det.


10. Karl William ‘På mystisk vis’

Klavermotivet driver langsomt frem, mens Karl William på ‘På mystisk vis’ synger sit nye album ‘Livet, faldet og alt det andet’ på hæld. Sangen udvikler sig på intet tidspunkt; versene adskilles kun af opbremsende akkordskift på klaveret, hvorfra hovedmotivet vender tilbage, som om det aldrig rigtig har været væk.

Hør sangen via Spotify HER.

Læs også: Her er ugens seks vigtigste nye album – bl.a. Cat Power og Karl William

Her skulle der være en Spotify-player, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af