Al populærmusik var forbudt. Kristen musik var det eneste, Ephraim og Joshua Duncan, der i dag er henholdsvis 20 og 15 år, måtte lytte til, da de voksede op i Croydon i London.
Deres mor, som har danske rødder, og far immigrerede, før de fik børn, fra Ghana til England, hvor de var tilknyttet en striks kirke under Pinsebevægelsen. Så børnene levede en beskyttet tilværelse, og Duncan-søskendeflokken på syv gik på kristne privatskoler eller blev undervist hjemme.
»Jeg lod, som om jeg lyttede til kristen musik på min iPod. Jeg havde ikke wi-fi, så jeg gik på McDonald’s for at downloade hiphop«, fortæller den ældste bror Ephraim.
»Min musikviden fra dengang er meget lille. Alt afhang af, hvad jeg nåede i McDonald’s-pauserne«.
For fire år siden flyttede brødrene og resten af familien til Kolding. Ephraim mener, at valget faldt på den jyske by grundet dens internationale IB School. »Men spørger du vores forældre, vil de sige, vi kom dertil, fordi det var der, Gud bragte os hen«.
Ephraim og Joshua tog troen med sig til Danmark, men lærte livet uden for kirken at kende. Og vigtigst af alt: De begyndte at dyrke musikken sammen som RoseGold i det koldingensiske kollektiv Rose Music.
Yin og yang
»Jeg hadede mit liv i London. Hvis vi stadig boede der, tror jeg ikke, jeg ville have noget med vores forældre at gøre længere. Men når jeg ser tilbage, har det været en velsignelse, fordi det har været med til at gøre os til dem, vi er«, fortæller Ephraim, da jeg møder de to brødre i deres pladeselskab Force One Musics studie på Refshaleøen i København.
»Min mor og jeg havde kæmpe skænderier om musik. Engang hørte jeg ‘6 Foot 7 Foot’ med Lil Wayne på min PlayStation. Jeg lod, som om jeg spillede spil. Der er virkelig mange bandeord i det nummer, så jeg vidste, hun ville flippe ud. Da hun opdagede det, løb jeg ud i garagen og låste mig inde. Min søster sneg sig ud med mad til mig«.
Ephraim har store armbevægelser og en vild mimik under de stramme krøller, der ved en spontan beslutning et par dage tidligere blev farvet røde.
»Da vi kom til Danmark, startede vi i folkeskole. Der kunne vores forældre ikke længere styre, hvad vi så eller hørte. Jeg begyndte at blive mere rebelsk, og de begyndte at forstå. Vi lærte at blive bedre til at mødes på halvvejen«.
Over for Ephraim sidder Joshua. Han nikker roligt og stirrer ned i gulvet. Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg aldrig have gættet, at de er brødre. Joshua er sin ekstroverte storebrors introverte modsætning. Yin’et til hans yang, som Ephraim siger.
Som niårig begyndte Joshua at skrive musik i et lille, hjemmelavet studie tilknyttet kirken, men det var først i Kolding, at musikken begyndte at tage fart for brødrene. Her blev de en del af Rose Music under aliasserne Raiden Rose (Ephraim) og Minorgoldsmith Rose (Joshua). Kollektivet består foruden Duncan-brødrene af fire Rose-gutter, Rockie, Daniel, Frankie og Simon, der arbejder sammen og konkurrer på kryds og tværs af kreative projekter.
»Vi er alle sammen i co-ompetition. Vi er enormt forskellige, men vi er én stor familie«, fortæller Ephraim.
Ephraim dygtiggjorde sig i at rappe, mens Joshua udviklede sig som sanger og producer.
»Jeg er ikke god, men jeg er vel okay«, vurderer Joshua eftertænksomt.
»Okay? My ass!«, udbryder Ephraim og griner. »Han er for vild. Han er bare ydmyg. Hvis jeg kunne gøre det, han kan, ville jeg aldrig sige, jeg bare var okay«.
Og Joshua er ikke kun okay. Det kunne allerede høres på hans første solonummer, ‘Feel’, som Minorgoldsmith Rose. En r’n’b-ballade af følelsesmættede vokaler over en minimalistisk hiphopproduktion og lyden af en dyb hemmelighed fra et stille hjerte formuleret i små, fine sample-detaljer og rolige beat-hjerteslag.
»Jeg tvivlede på, om jeg var klar, eller om jeg var god nok. Det gør jeg stadig fra tid til anden. Jeg ved, jeg altid kan gøre det bedre, hvis jeg har tiden og dedikerer mig til det«.
Det krævede derfor mange overtalelser fra vennerne i Kolding, før Joshua smed nummeret på Soundcloud. Men da han endelig gjorde det, røg ‘Feel’ direkte i Karrierekanonen og blev opsnappet af en manager fra Force One Music, der blandt andre huser rapperne Jamaika og Ung Cezar.
Joshua var sikker på, at det var spam, da han modtog mailen med forespørgslen om et møde. Nu – knapt et halvt år senere – pendler brødrene hver weekend fra studier og jobs i Kolding til København for at lave musik.
Chilled and turned up
Den første single fra Duncan-brødrene landede i juli med titlen ‘Mrs. 123’. En smooth ballade, der kanaliserer både 00’er-r’n’b og underspillede reggaeton-vibes over stramme hiphop-beats. En sensuel lille produktion på tværs af genrer og et selvsikkert startskud på karrieren.
»Hvis man hører ét nummer og tror, at resten bliver sådan, så tager man fejl. Der er ikke én kategori til vores musik«, forklarer Joshua.
Et par ufærdige demoer spiller i baggrunden. Et smittende hiphop-hook bliver afløst af blid pianopop. Ephraims tilbagelænede rapflow med charmerende britisk accent går over i Joshuas fløjlsbløde fraseringer.
Musikken er en sammensmeltning af brødrenes forskelligheder: På den ene side altomfavnende, smittende humørfyldt og energisk. På den anden side skarpt fokuseret, inderlig og fuld af små, eftertænksomme detaljer.
»Vores musik er som alt det, der kan ske mellem klokken et og fem om natten«, fortæller Ephraim. »Følelsen inden solen står op. Om det så er chilled eller turned up«.
Demoerne i baggrunden bliver skruet op. Ephraim rocker feststemt med, mens Joshua danser lidt for sig selv i hjørnet. Dybt koncentreret. Idet jeg iagttager lillebrorens fokuserede stil, griner Ephraim.
»Du skulle have set ham på talentscenen til For Evigt (hiphopfestival i Rødovre, red.). Der lavede han lige pludselig et backflip«.
Det er svært at forestille sig, hvordan det må føles, når livet med ét overgår fra gospel og kirkegang til heftig r’n’b og backflips på festivalscener. Endnu sværere er det at forestille sig, at forældrene har kunnet følge med i omvæltningen. Heldigvis er de ved at vænne sig til tanken om den musikindustri, deres sønner så hurtigt er blevet en del af.
»I ‘Mrs. 123’ er der ét bandebord«, indrømmer Ephraim. »Jeg måtte forklare min mor, at jeg ikke prøvede at gøre noget negativt, men at jeg bruger det med en hensigt – for at beskrive noget«.
»Efter de så al den tid og de kræfter, vi har lagt i musikken, har de støttet os fuldt ud. De har bekymringer omkring den livsstil, vi har valgt, men vi er ret ærlige over for dem, så de stoler på, at vi vil gøre det rigtige. Det gør vi også. De har opdraget os godt«, fortæller Ephraim.
RoseGolds debutalbum ‘Adventures in Odyssey’ er ude nu.
Læs anmeldelse: RoseGold ‘Adventures In Odyssey’