Ikke helt uventet nægter Tekashi 6ix9ine sig skyldig i de anklager, der er blevet rettet mod ham og hans tidligere ansatte oven på forrige uges anholdelse. Det skriver TMZ.
Der er stadig ikke sat nogen kaution for 6ix9ine – og datoen for retssagens begyndelse falder formentlig heller ikke i udpræget god jord. Først den 4. september til næste år vil 6ix9ine blive stillet for retten.
Den mildt sagt kontroversielle rapper er anklaget for en stribe lovovertrædelser i forbindelse med skydevåben og såkaldt gangstervirksomhed, der potentielt kan sende ham i fængsel på livstid.
Daniel Hernandez, som 6ix9ine altså borgerligt hedder, blev anholdt forrige søndag. Den følgende fredag, den 23. november, var hans nye album ‘Dummy Boy’ ellers sat til at udkomme.
Dagen inden, torsdag den 22. november, blev albummet imidlertid udskudt på ubestemt tid. Ja, lige indtil det i denne weekend lækkede.
Læs også: 6ix9ine står over for mindst 32 års fængsel – helt op til livstid