Lige siden årets Coachella program blev offentliggjort, har der været rygter om, at Kanye West var planlagt som hovednavn. Nu bekræfter festivalchefen Paul Tollett, over for Billboard, at West var så godt som hjemme, men at samarbejdet faldt sammen, da West pludselig stillede krav om, at festivalen skulle bygge en gigantisk dome til hans optræden efter design af ham selv og designeren John McGuire.
Selv da rapperen fik at vide, at det ville være umuligt at bygge så stor en scene på kun fire måneder, og at der logistisk set heller ikke var plads til den i festivalområdet, som ville skulle ofre store dele af toiletfaciliteterne, holdt West hårdnakket fast på sin idé. Angiveligt stillede han samme krav til Governor’s Ball-festivalen i New York, som også måtte afslutte deres samarbejde i sidste øjeblik.
Ifølge Billboard insisterede Kanye West på, at hovedscenen på Coachella ikke var stor nok til hans optræden. Også selvom han gentagende gange fik at vide, at navne som Beyoncé og Lady Gaga havde lavet storslåede optrædener med hundredvis af dansere og musiker på scenen, som faktisk er en af de største i Nordamerika.
Ariana Grande blev kontaktet samme dag, som Kanye West meldte fra, og blev bekræftet som hovednavn inden for mindre end 24 timer.
Læs også: 28 navne fra Coachella-plakaten, vi rigtig gerne vil se på danske festivaler