Ea Kaya har over en række singler kørt sig selv godt i stilling som et af landets største pophåb, og i januar kommer der så fuld tryk på maskinerne, efter den danske sanger hidtil har begrænset sit output til tre singler over to år.
Årets første måned byder på en tretrinsraket af singler, og den første er hermed landet i form af ‘4Am’ og den medfølgende musikvideo.
Christine Kiberg folder for alvor vokalen ud (hør bare ved 2:20) på den intense ballade, der handler om alle de følelser, der er i spil, efter klokken har ringet midnat i weekenden.
»Shut your mouth and lay me down beside you now, I want you to see me«, lyder det i omkvædet, inden sidste del bliver til »I want you to need me«.
Kiberg fortæller til Soundvenue:
»’4 AM’ er en drømmende, atmosfærisk ballade hanket op af en hudløst ærlig, bittersød historiefortælling. Vi befinder os i de sene nattetimer, hvor mørket bliver malet i daggryets bløde pastelfarver, og stjernerne blegner. Vi kender alle typen: X skriver aldrig til dig ædru på en eftermiddag. Du er kun spændende, når klubben lukker lørdag klokken fire om morgenen, og ingen andre er ved hans side. Du ved godt selv, at du fortjener bedre, men af en eller anden grund, åbner du gang på gang, når dørklokken ringer«.
Læs interview: Ea Kaya skriver pophits med selvsikkerhed: »Man bliver hurtigt kaldt bossy, hvis man har en mening«