Det hele begyndte med nysgerrighed på internettet. Christine Kiberg havde nærstuderet singlerne på de internationale hitlister, som hun så selv indspillede sine versioner af og uploadede på Youtube. Mens Britney Spears, Katy Perry og Ed Sheeran kom under kyndig cover-behandling, voksede antallet af følgere sig større, og pludselig nåede Kibergs stærke stemme ud til flere tusinde brugere verden over.
Begyndelsen er efterhånden en af de typiske, når det gælder SoMe-generationens nye stemmer. Men Christine Kibergs tilgang til musikken er alt andet end typisk. Med videbegær som en videnskabsmand pillede hun popmusikken fra hinanden og nærstuderede stumperne. Autodidakt popforsker, om man vil.
»Jeg fandt ret hurtigt ud af, hvad der virkede«, fortæller hun. »Jeg lærte, hvordan strukturen af popsangene var opbygget, og hvad det var, der virkede. Mange af de samme akkorder, tempi, tekstelementer gik igen. Det var nok det, der var det afgørende. Man kan jo lytte til al den musik, man har lyst til, men hvis man ikke lægger mærke til virkemidlerne i det, går det jo bare lige igennem«.
Folk er hurtige til at udnytte uskyldige gymnasiepiger
Popforskningen gav pote, og med en opvækst i en familie, der rummer både operasangere og klassiske musikere, var Christine Kibergs musikalske dna stærk. Men hendes stædighed er stærkere – hvorfor det ikke var helt let for hende at finpudse sine sangegenskaber.
»Jeg har været en rigtig dårlig sangelev. Jeg har altid fået bashes for de samme tekniske ting. Jeg har haft tre lærere, som hver har haft mig i korte perioder. De kunne ikke lide, hvis jeg havde hæshed, eller hvis jeg lavede knæk i stemmen. Det hele skulle bare være smooth. Men meget af det er jo med vilje, det er jo lidt min lyd«.
Heldigvis betød Kibergs stædighed også, at hun fortsatte ufortrødent – på sine egne præmisser, med sin egen stil, sine egne karakteristika og knæk i stemmen. Efter gymnasiet sparede hun sammen til at kunne indspille en ep, der kom til at koste både dyre lomme- og lærepenge.
»Der var overhovedet ingen retning i det endnu. Det var virkelig fladt lydmæssigt, og det var ikke særligt gennemført. Jeg kan godt se nu, at jeg virkelig har overbetalt ham produceren. Jeg har senere hen fundet ud af, at det var megadyrt, men jeg vidste jo ikke noget dengang. Det var en oplevelse, der lærte mig at sætte foden ned«.
Hvordan havde du fundet ham?
»Jeg havde googlet ’demoer København’. Jeg havde slet ikke foden inden for i musikbranchen, jeg kendte ingen, og det var pissesvært at komme i kontakt med nogen. Han var da sød nok, men det tog ham otte måneder at lave fem sange, og det var meget basic. Da jeg lavede min demo nummer to, tog det fire dage at lave fire sange, og det var halvt så dyrt. Når man kommer som en uskyldig, nuttet-udseende ung pige lige fra gymnasiet, som ikke ved så meget, så er folk hurtige til at udnytte det«.
Hvordan har folk reageret på den historie?
»Jeg tror, de er blevet lidt chokerede. Og så alligevel ikke. Jeg synes, jeg er rimelig god til at sige min mening hele tiden og sige fra i dag – men jeg var altså heller ikke dårlig til det dér. Men når man er ny, vil man ikke træde nogen over tæerne. Man skal jo aldrig være unødvendigt uforskammet, men når det er et fag som musik, kan folk godt være lidt løse med aftaler. Der kan godt være nogle flyvske mennesker, så der skal holdes lidt snor i dem«.
Folk er ganske rigtigt ofte flyvske i musikbranchen. Kreative sind kan være svære at kontrollere. Men Kiberg virker alt andet end flyvsk, som hun sidder foran mig og fortæller sin historie. Hun forekommer faktisk præcis som den selvsikre stemme, der bider fra sig på vers og giver sine pulserende popbeats intenst og ærligt modspil. Hun ved, hvad hun vil, og det kan både mærkes og høres.
»Jeg har altid været meget kontant – og sindssygt stædig. Jeg er en helt vildt dårlig taber. Jeg tror faktisk ikke, man kan finde en dårligere taber end mig. Nogle gange er der ting, jeg ikke har lyst til at lave, fordi jeg ved, jeg bliver sur, når jeg taber. Så jeg er bare meget enten-eller. Hvis jeg ikke går op i det, er jeg ligeglad. Men hvis jeg går efter noget, gider jeg ikke gøre en halv indsats. Det ville være spild af alles tid«.
Stædigheden var Kibergs held. Efter to-tre år med tvivlsomme demoer og hårdt slid, var der nemlig bid. Hun satte sine kragetæer hos pladeselskabet No3 og kunne efterfølgende sende sine første officielle singler, ’Remedy’ og ’Tied Up’, ud i verden.
Hvordan tackler dit pladeselskab din stædighed? Har I mange kampe?
»Vi har nogle. Der var en del diskussioner om produktionen af en af mine første sange. Der blev brugt rigtig mange penge på den, fordi den blev sendt til alle mulige lande og fancy navne, der havde givet deres bud på den. Men jeg endte med bedst at kunne lide den, som den var originalt, mens hele pladeselskabet kunne bedre lide den nye version. Så står man der – ene mand – mod alle dem, der har brugt sygt mange penge på den. Vi endte med at indgå et kompromis, og nu er alle heldigvis glade.
Jeg indkaldte til møde med mine to søde A&R’s. Der var den koldeste stemning i lokalet. De spurgte: ’Christine, hvad vil du helst: Vil du have et hit i England, eller vil du gerne have det, du selv kan lide?’. Jeg vil gerne have det, jeg selv kan lide. Og så var der bare… stilhed. Vi endte med at indgå et kompromis, og jeg var mega sur i lang tid. Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at høre den igen. Men nu synes jeg faktisk, den er god«.
»Man bliver meget hurtigt kaldt bossy, hvis man har en mening. Det er lidt unfair. Det er jo mit projekt, så selvfølgelig har jeg en mening om alt. Men hvis man ikke er bossy, tror jeg, de synes, man er lidt svag. Det er forventet, mændene er meget ligefremme. Piger skal mere bare være sexy. Jeg havde en anden A&R før, som sagde, at jeg havde en bossy attitude. Han var lidt halvsarkastisk, men han mente det. Men jeg havde det sådan: Er det fordi, du gerne vil bestemme det hele? Så jeg skrev en sang til ham og sendte den a cappella«.
Svar på tiltale i a cappella-form. Ikke umiddelbart en yndet forhandlingsstrategi, men tilsyneladende ganske effektiv. Sangskrivning er for Kiberg hverken flyvske floskler eller virkelighedsfjerne eventyr. Det er en form for forløsning for alle de ting, der måtte trykke. Frustrationer, comebacks og emner, der skal råbes op. »Et rigtig godt relief«.
»Det er tit, hvis jeg har skændtes med en eller anden og ikke har fået sagt det, jeg gerne ville sige. Hvis jeg kommer på et comeback, efter de er gået, kan jeg sige det mange gange, når jeg synger det. Men jeg har også lavet et par glade sange. Jeg synes bare, det er sygt svært, fordi det så hurtigt bliver mega cheesy«.
Når du udgiver et album, kommer folk så til at føle sig ramt på stribe?
»Det kan meget vel være! Jeg får afløb for det meste. Jeg gider ikke engang prøve at skjule det. Men jeg er jo ikke kun en vred, ung pige, der skal ud med en masse frustrationer. Mine sange handler om et væld af oplevelser og tanker, og jeg bruger ligeså meget musikken for at tale om sårbare ting. Men jeg har fundet ud af, jeg er ret sensitiv, så mine følelser bliver der længe. De forsvinder ikke bare lige sådan. Mit humør skifter sindssygt hurtigt, så nogle gange skal der meget lidt til, det vender«.
»Endnu en Sigrid«
I februar sidste år tog Kiberg hul på sin karriere som Ea Kaya. Førstesinglen var ’Don’t Complicate It’, der dog sidenhen blev trukket tilbage grundet nye licensproblemer, men udgivet på ny i fredags. Release-datoen matchede pudsigt nok datoen for norske Sigrids gennembrudssingle ’Don’t Kill My Vibe’. Og det tilfældige sammenfald af debutdatoer er langt fra det eneste, de to nordiske sangerinder har tilfælles, hvilket flere internationale medier har været hurtige til at påpege.
»Der har været rigtig, rigtig meget hype af en eller anden grund – og der har næsten været mere presseomtale i udlandet, end der har herhjemme. Jeg tror, det har noget at gøre med, jeg rammer lige ned i bølgen af Scandi-girls, som jeg tydeligvis passer helt vildt godt ind i. Der er psykomange, der gerne vil frem lige nu, og mange af dem har en lyd, der minder rigtig meget om min.
Det negative er, at der har været barrierer i forhold til radioer i udlandet, fordi de har sat mig op imod nogle af de andre. De tænker: ’Endnu en Sigrid’. Det er et nåleøje. Når de allerede har én igennem, lukker de ikke flere ind. Jeg tror ikke, der er en artikel om mig, uden Sigrids navn bliver nævnt. Hun er også rigtig sweet, jeg er selv mega fan. At jeg selv lytter til elektronisk pop fra Skandinavien, afspejles nok også i min musik«.
Sammenligningen er lige så favorabel, som den er farlig. Der er nemlig et stykke vej endnu, før der tilsyneladende kan slippes flere »Scandi-girls« gennem det musikalske nåleøje ad gangen – en tendens, flere popmusikere har bidt mærke i. Men heldigvis er der trods alt åbnet op for flere forskelligartede kvindestemmer i popbranchen, påpeger Kiberg.
»Det er fedt, at der er en bølge af de her unge piger, der bare kommer, som de er. Intet Lady Gaga-tøj (intet hate til Lady Gaga), uden at have 100 milliarder kilo makeup i hovedet. De er deres attitude og sange, og så må folk take it or leave it. Nu kan man også være popstjerne uden at skabe et gigashow omkring det. Det er musikken, der er mere i fokus, og det er sejt«.
Læs også: Hold øje med Selma Judiths sanselige r’n’b: »Det her projekt er godt, så fuck mig lige nu«