»Måske«, svarer Selma Judith undvigende, da jeg konstaterer, at hun er en mere end almindeligt kreativ sjæl. Hun smiler ydmygt og kigger ned i gulvet.
»Måske« er slet ikke det rigtige svar. Hun har lige fortalt mig, hun har brugt dagen på at arbejde på en film, og nu sidder hun foran mig for at fortælle om sit nye musikprojekt i eget navn. Kreativiteten stråler ud af hende – lige fra hendes utallige tatoveringer, der titter frem på hænder og arme, til den passionerede, ufiltrerede måde, hun beskriver sit forhold til alle sine kunstneriske afløb på.
Kreativiteten ikke blot lyser ud af Selma, den løber også i årerne på hende. Hendes familie laver film, søsteren går på Filmskolen. Filmen forekom som den helt oplagte vej for Selma, der også har gået på Københavns Film- og Fotoskole. Hun vidste, hun ville instruere film, siden hun var ti år gammel, og hun har haft selvtilliden og baglandet til det. Men musikken har altid ligget hende lige så nært. Hun vidste bare ikke, hvad hun skulle stille op med den.
Som lille drømte hun sig væk, når hendes veninde spillede klassisk klaver. Omkring ottende klasse trængte fortrydelsen over ikke selv at have lært at spille et instrument sig på. »Jeg ville ønske, jeg havde spillet noget klassisk, for så havde jeg måske en fremtid med det, men nu er det bare fucking lige meget – nu vil jeg bare gerne spille et instrument«, tænkte hun, og med Joanna Newsom på anlægget som inspiration kom den klassiske harpe ind i billedet. Selma forelskede sig med det samme.
Musikniveauet i både folkeskolen og gymnasiet var højt. Rigtig mange var gode til at spille musik – særligt på det musikorienterede, københavnske gymnasium Sankt Annæ, der fik Selma til at tænke: »Fuck, det får de andre bare lov til, de kan alt teknisk til perfektion, de er pissedygtige, jeg trækker mig bare«.
»Jeg har ikke haft selvtilliden til at gå frem og sige: Det er det her, jeg vil. Overhovedet«, fortæller hun. »Det er stadig svært for mig at finde ud af, hvor god, jeg egentlig selv synes, jeg er. Men i virkeligheden er det måske ikke så vigtigt. Det vigtige er måske bare at have noget på hjerte eller noget, jeg gerne vil vise. Det behøver ikke nødvendigvis være noget stort. Jeg kan mærke det her projekt, jeg kan stå inde for det. I det mindste bare et par minutter af gangen«.
»Det her projekt« er Selma Judiths musik i eget navn. Sammen med gymnasievennerne Mikkel Kjær Hansen og Jens Rønne indspillede hun sin første single ’Kind of Lonely’, som for et par uger siden blev efterfulgt af ’I’m a Mess’. Førstnævnte er en helt underspillet r’n’b-ballade, hvor Selmas silkebløde vokal kæler for følelsesmættede fraseringer, der går fra det helt selvsikkert sensuelle til det blødende skrøbelige. En ballade om ensomhed, kærlighed og lidenskab, der udspiller sig over bløde beats og pirrende elektronisk percussion.
’Kind of Lonely’ føles så personlig, så følsom og ærlig, at det ikke er svært at forstå, det krævede en vis portion selvtillid at blotte.
»Jeg har brugt så meget tankekraft på at prøve at forstå, om jeg selv syntes, jeg var god eller ej, hvordan jeg var, hvilken lyd jeg havde. Vores generation er meget identitetsmættet. Men jeg prøver at fjerne fokus fra ’hvad kan jeg?’ til ’hvad kan det, vi laver?’. Det har jeg lettere ved at kunne se, når jeg tilsidesætter mit eget ego. Det giver mig meget at arbejde på den måde – ikke at tænke så meget i image, eller om folk synes det ene eller andet. Det her projekt er godt, så fuck mig lige nu. Nu handler det om projektet«.
At Selma Judith også er perfektionist, er tydeligt at mærke på hende. Det kan også høres i måden, hun synger på: Med sikker kontrol over sin vokals facetter og måden, hun formidler hver en dybtfølt linje på.
»Jeg har aldrig rigtigt gået til sangundervisning. Men jeg har altid syntes, det var enormt fedt, hvis jeg for eksempel hørte et Hiatus Kaiyote-nummer – og hun (forsanger Naomi Saalfield, red.) har det helt sindssygt og er teknisk overlegen – og så besluttede mig for, at jeg kraftedeme skal kunne denne her frasering. Så er det lige meget, om jeg så skal høre nummeret 100 gange. Jeg synes, det tekniske er overdrevet sjovt, og jeg har vildt meget respekt for dem, der er dygtige til det«.
Stædigheden og nysgerrigheden har båret frugt. Selmas talent som vokalist er ufravigelig – som harpespiller ligeså. Med harpen har Selma spillet sammen med Mø, Vera og School of X, hvilket var med til at skabe ringe i vandet omkring Selma i det danske musikmiljø. På årets Haven Festival optrådte hun både med sit soloprojekt samt i et samarbejde med Aaron og Bryce Dessner fra The National, der ligeledes står bag selve festivalen.
»Jeg har aldrig følt, jeg har været fuldbyrdet i én retning. Jeg har altid været meget – det er et åndssvagt ord – eklektisk. Da jeg indspillede en promovideo for Haven, var det da sikkert også perfekt for deres format, at jeg havde tatoveringer og spillede harpe; skidegodt. Så har man lidt en kombi, der – heldigvis for mig – er meget oppe i tiden«.
Føler du dig mere blottet, når du optræder som sanger på scenen, end når du sidder bag harpen?
»Jeg tror, jeg føler mig blottet hele tiden. Jeg føler mig også blottet, når jeg går ned ad gaden, så det gør ikke noget at stå på en scene og være det. Det føles på en måde bare mere ærligt, fordi så kommer der måske en kort forklaring på, hvorfor jeg er så gennemsigtig. Når man går ned ad gaden, har man ikke rigtigt mulighed eller lyst til at forklare folk, hvad der sker – de havde ikke lige den rigtige te i Netto, min mor er bare nederen for tiden, eller hvad det nu måtte være. Det er vigtigt for mig, at der er plads til gennemsigtigheden på scenen. Jeg ville ikke kunne være i stand til at spille for folk, hvis jeg ikke følte, der var plads til det«.
Kan du bruge musikken terapeutisk?
»Ja. Sidste år var jeg indlagt på psykiatrisk i en måned. Der gik jeg ned i en lille gård hver dag og sang. Det er en meget patetisk, sentimental historie, men pointen var, at det hjalp. Jeg tror også, det er derfor, musik altid vil stå mig meget nært. Jeg har det helt emotionelt omkring det. Det er en sjælelig, momentum-agtig oplevelse, som slet ikke kan sammenlignes. Der er filmen for mig en mere intellektuel måde at gå til følelser på«.
»Det, der er så befriende ved musikken, og som der ikke findes andre steder, er, at lige det øjeblik, er der ingen anden sandhed end det, der bliver spillet og sunget. Du kan lave en hel sang, hvor du lyver om et forhold eller om hele verden, men der er ikke noget at diskutere, for lige dér er det din sandhed. Måske det handler om, at man giver så meget af sig selv, når man synger, at man verificerer sandheden ved at lægge følelser i den. Det er måske ikke sådan for alle, men det er sådan her for mig lige nu. Det er indiskutabelt. Det er nogle af de eneste tidspunkter i livet, hvor der kun findes en sandhed, fordi ellers er det jo ikke noget, der findes rigtigt. Men lige der – når man står og synger – er det kun dét«.
Hvordan har du det nu?
»Jeg har det bedre, men det går op og ned. Jeg har haft det dårligt on/off, siden jeg var ni år. Jeg tror, det var en lettelse for mig at få stillet en diagnose. Jeg var så træt af at gå rundt og tænke, jeg var så besværlig. Folk sagde: ’Du skal bare slappe mere af, du skal bare chille, du skal ikke tænke så meget over tingene’. Jamen, det vil jeg jo også gerne, men hvordan fanden kan jeg det? Det var ulideligt, så det var en lettelse, at nogen sagde: ’Nu får du denne her diagnose: Skizotypi’. Så har jeg i hvert fald en forklaring. Ikke at jeg er det, men så har jeg en forklaring på de negative symptomer i stedet for at tro, jeg bare var en kæmpe dramaqueen eller mega sart. Der er en grund til det, og det er okay«.
Alle de følelser, Selma har haft uden på tøjet, og alle de indre dæmoner, der har vist tænder ind i hende, afspejles i hendes musik. ’Kind of Lonely’ (og de øvrige toner, der er også på vej, som vi har fået lov til at smuglytte til) er malet med en palet af personlige følelser, der giver dem en særlig spændende dybde. Det er Selmas indiskutable sandheder lige der, i det øjeblik, hun synger dem. Og når hun synger dem, som hun gør, er det svært ikke at tro på hende.
Selma Judith kan opleves live til Soundvenues nye endagsfestival INPUT 28. september i Pumpehuset – her spiller også navne som Zaar, Ganger og Elias Boussnina.