KOMMENTAR. I 2014 skete der noget vildt. NorthSide bookede ASAP Rocky, og hermed fik festivalen for første gang besøg af en ung, hypet amerikansk rapper. Ja ja, The Streets og Malk Koijn havde tidligere været forbi, men Rocky repræsenterede en skole og generation af rappere, som festivalen i Aarhus havde styret langt udenom de første fire år i Ådalen.
Siden da har hiphop haft en lidt underlig rolle på NorthSide-plakaten. Danske navne som Sivas, Ukendt Kunstner og Suspekt samt internationale bookinger som Wu-Tang Clan, Yelawolf og Run the Jewels har løbende prydet plakaten, men det har føltes som pletvise dryp og ikke som en integreret del af festivalens dna. Som om de har prøvet sig frem og skelet meget til, hvordan NorthSides mere eller mindre rockvante publikum har taget imod de forskellige rapindsprøjtninger.
Men tiderne skifter. NorthSide kan i år fejre ti-års jubilæum, og hiphop har inden for den seneste håndfuld år vokset sig til at være den største genre i verden. Derfor skete der også et skift i 2018: Med Gilli, Kesi, Marvelous Mosell, Mike D, N.E.R.D., Tyler The Creator (og ja, Nik & Jay) præsenterede NorthSide sidste år deres hidtil mest ambitiøse og vidtfavnende hiphopprogram.
»Med tiden er vi blevet bedre og bedre til at brede paletten ud«, udtalte festivalens talsmand og medbooker, John Fogde, sidste år, og 2018-programmet føltes da også som en ny begyndelse: Et farvel til den udprægede indieprofil og et goddag til et mere bredt favntag med den moderne musiks mange fangearme.
Det bringer os frem til 2019, hvor NorthSide i dag har afsløret årets fulde program, og vi i den anledning kan konkludere, at de har toppet sidste års hiphopprogram med et endnu større fokus på rapmusikkens mangfoldighed.
Årets rendyrkede hiphopnavne tæller Nas, Migos, The Streets, Benal, L.O.C. og Suspekt, mens man med lidt god vilje også kan inkludere dancehall-rapperne i Bikstok og Kaytranadas hiphoplænende beatekskursioner i kategorien.
Det er seks (og to halve) navne ud af 39, og både i kvantitet og regulær star power har NorthSide altså overgået sidste års hiphopeskalering: Fra Atlanta-kongerne Migos og newyorker-legenden Nas til The Streets’ socialrealisme og tre af Danmarks allerstørste hiphopacts i form af Benal, L.O.C. og Suspekt.
NorthSide har aldrig været mere hiphop end i 2019. Og det er fedt. For selvfølgelig hører hiphop hjemme på en festival, der ligesom alle andre festivaler gerne vil følge med tiden. Det er det, de unge vil have. Men endnu vigtigere så bidrager det øgede fokus til billedet af en mere favnende festival, der arbejder holistisk og ikke betragter hiphoppen som et lille ekstrakrydderi, men som en fuldt integreret del af helheden.
Klart, det er små skridt, men det er dejligt at opleve en virkelighed, hvor NorthSide ikke nødvendigvis booker efter, at deres hiphopnavne skal være nogen, som rockpublikummet også godt kan lide. Sådan har det været tidligere, men sådan et navn er Migos altså ikke.
Den samme udvikling kan ses hos Tinderbox, der ligesom NorthSide ejes og drives af Down the Drain Group. Søsterfestivalen har tidligere haft drypvise hiphopbookinger som Joey Badass, Travis Scott og Wiz Khalifa, men i år er speederen trykket i bund med en særdeles omfattende rappakke, der omfatter Lil Uzi Vert, ASAP Rocky, Macklemore, Stefflon Don, Benal og Suspekt.
Det her er altså ikke en tilfældighed. Holdet bag de to festivaler har taget et aktivt valg om at booke flere og større hiphopnavne, og min fornemmelse er, at udviklingen ikke kommer til at stoppe her. Er du klar over, hvor mange unge hiphopfans der køber en festivalbillet udelukkende for at se Lil Uzi Vert og ASAP Rocky? Nu er jeg ikke i den gunstige position til at komme med nogle reelle tal, men min umiddelbare vurdering er, at det er der ret mange, der gør.
Så selvfølgelig giver en større inklusion af verdens mest populære genre mening. Men hvis man endelig skal skyde NorthSides mere ambitiøse hiphopprogram en sten i skoen, så kan man tale om den manglende stilsikkerhed.
For ud over et øget fokus, hvad er det så rent faktisk, NorthSide vil med deres hiphopprogram? Det kan være svært at se. De tre internationale bookinger kunne ikke være mere forskellige – altså vitterligt: Migos’ nye skole af Atlanta-trap, Nas’ old school newyorker-stil og The Streets’ 2-steppede London-fortællinger. Hvis en person kan lide ét af de tre navne, er der absolut nul procent garanti for, at de to andre også vil falde i dennes smag.
Kunne Down the Drain Group have sat Migos, Lil Uzi Vert og ASAP Rocky på én festival og så Macklemore, Nas og The Streets på den anden? Logistisk: Sikkert ikke. Men det kunne have været et træk, der gav en form for samhørighed i de interne hiphop-lineups.
Der skydes lidt med spredehagl, ligesom der på sin vis gøres over hele plakaten hos både NorthSide og Tinderbox. På NorthSide handler det om »at brede paletten ud«, som John Fogde sagde. Så indtil videre fred være med, at det stikker i mange retninger. NorthSide er begyndt at tage hiphoppen seriøst, og det er en fabelagtig udvikling. Så må stilsikkerheden komme i 2020.
Læs også: NorthSide: Her er vores favoritter på plakaten – tre store og tre små navne
Læs også: NorthSide afslører den endelige plakat – otte nye navne på programmet
Læs også: NorthSide: Se dagsplanen for årets program