Tessa er måske årets mest omtalte nye danske rapper. Med en række Instagram-freestyles som prolog spillede hun debutkoncert på selveste Roskilde Festival, og hun har indkasseret mere end to millioner streams på sine to første singler ‘Snakker for meget’ og ‘Okay’.
Hypen vil ingen ende tage, men med sådan en grad af interesse skal man også huske at trække vejret, og derfor har Tessa ikke umiddelbart givet vildt mange koncerter. Nu har hun dog annonceret en ny en af slagsen, og hun kan den 19. oktober opleves på natklubben Søpavillonen i København til ‘Emil Langes Kæmpefest’ – ja, det hedder festen altså.
Det er altså dj, festarrangør og i år også soloartist Emil Lange, der inviterer til party på Søpavillonen, hvor Facebook-eventen lover »et kæmpe lineup og en masse kæmpestore mennesker og skøre tiltag«. Første annoncerede navn er altså Tessa – og Lange selv, selvfølgelig, der dj’er hele natten i main room.
Tessa spillede som sagt til Roskilde Festivals store hiphopfest, mens hun tidligere i september var på som support til Machine Gun Kelly-koncerten i Vega.
Læs mere om Emil Langes Kæmpefest på Facebook HER.
Læs også: Stop med at spørge Tessa, om hun skriver sine tekster selv