Kanye Wests nye album kommer nok ikke på fredag alligevel, siger rygterne

Kanye Wests nye album kommer nok ikke på fredag alligevel, siger rygterne
Kanye West. (Foto: Roy Rochlin/Getty Images)

Udkommer Kanye Wests nye album, ‘Jesus Is King’, på fredag, eller gør det ikke? Det er denne uges store spørgsmål, og nu har flere internationale medier for alvor fået tvivlen til at gro.

Få dage før albummet er sat til at udkomme har både New York Times, Billboard og Variety rapporteret, at kilder fortæller, at albummet sandsynligvis ikke ser dagens lys i denne uge.

New York Times-journalisten Joe Coscarelli skriver følgende: »Det er Kanye, vi taler om, så hvem ved, men jeg hører fra mange folk i branchen, at ‘Jesus Is King’ ikke udkommer fredag, selv om folk i Wyoming prøver at få det til at ske«.

Billboard citerer samtidig »kilder tæt på situationen«, der udtaler, at albummet næppe udkommer fredag. Det samme er tilfældet hos Variety, der også har det fra en kilde tæt på, at albummet bliver forsinket.

Kanye West har haft det notorisk svært ved udgivelsesdatoer. Det seneste album, han annoncerede, sidste års ‘Yandhi’, venter vi for eksempel stadig på. Og der blev efter sigende rettet i ‘Ye’ helt indtil dagen før udgivelsen.

Hertil har der været underligt stille rundt om ‘Jesus Is King’. Vi har for eksempel ikke hørt nogen singler eller set nogen videoer fra albumprocessen – det eneste indblik i udgivelsen har været kryptiske posts på sociale medier og grynede videoer fra Kanyes Sunday Service-events.

Læs også: Fra Jesus til ’Yeezus’ og tilbage igen: En tidslinje over Kanye Wests vej til kristendommen

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af