På ‘Let Love’ kører Common på den store klinge med sin kærlighed til hiphop
På trods af sidekarrierer som både skuespiller og forfatter har rapperen Common formået at holde fast i hiphoppen med jævne udgivelser siden debutalbummet fra 1992, og med sit nu 12. studiealbum er han klar med endnu et indspark til diskografien, der mere eller mindre vellykket har bevæget sig vidt i hiphoppens spektrum.
I 2016 fandt han ro i sin lyd med albummet ‘Black America Again’ – det efter en række udgivelser, der stak i alle retninger i søgen efter samme succes som det Kanye West-producerede og soulfulde ’Be’ fra 2005. Det nye album er en fortsættelse af samarbejdet med producer og trommeslager Karriem Riggins, der længe har været fast samarbejdspartner og sammen med Common og jazzpianisten Robert Glasper udgør den eksperimentelle jazz-hiphopgruppe August Greene.
Common er landet i sin afbalancerede, livelydende blanding af jazz og soul, der vidner om ro og modning hos den 47-årige rapper, hvilket ligeledes gør sig gældende i albummets altoverskyggende tema om kærlighed, der udspringer fra Commons nyligt udgivne selvbiografiske bog omkredsende samme universelle tema.
Men modning kan være farligt, hvis kanterne slibes af, og blandingen af Commons oftest prædikende poesi og det storklingede tema om kærlighed lyder omtrent så tykt smurt, som det er, selv om Commons teknik og de soulede arrangementer omkring ham stadig kan vække begejstring og store følelser.
Opskriften på albummets sange er nærmest urokkeligt klassisk, men heldigvis krydres de versbrydende omkvæd med eminente soulstemmer som BJ the Chicago Kid (’Forever Your Love’), Jill Scott (’Show Me That You Love’) og ikke mindst August Greene-lakajen Samora Pinderhughes på åbneren ‘Good Morning Love’ (ja, det handler meget om love). Jazztrommerne er konstant i centrum, men alligevel er følelsen øm, når Common stille og ordkrøllende rapper om forholdet til sin datter på ‘Show Me That You Love’. Det er i disse sjælfulde seancer, at de største følelser vækkes.
Få andre gange vækkes energien, nu antændt af Riggins’ trommesalver, der skaber fremdrift i de mere politisk angribende numre som ‘Leaders (Crib Love)’ og ‘Hercules’, hvor Chicago-rapperens teknikalitet og flow-formåen virkelig kommer til sin ret. Men lige så imponerende det er at høre Common jetflyve over beatet i første vers af ‘Hercules’, lige så nedslående er det også at bevidne, hvordan han er fastlåst i sin stil, når han stamme-rapper, grinder-klikker og mislykket forsøger at melodigøre sit flow i andet vers. I modsætning til det seneste album lægger titlen ‘Let Love’ ikke op til meget brand i gaderne, men lyrikken skærpes særligt i det politiske, og det er derfor synd ikke at høre mere til det.
Commons flows afslører som sagt tydeligt, hvilken rapgeneration han er formet af, men alligevel formår han at overraske, når han med ‘HER Love’ besøger en gammel flamme. Nummeret er det nu tredje forsøg på en adressering direkte til Moder Hiphop, der går helt tilbage til det konfliktskabende gennembrudshit ‘I Used to Love H.E.R.’, hvor Common kritiserede kommercialiseringen af hiphoppen i vestkyst-rappen. Men her kommer modningen på banen igen, for på kærlighedserklæringen ‘HER Love’ indser Common, at udviklingen var nødvendig – »Now I know, you had to grow too« – og nummeret indrammer flot, hvor langt hiphoppen er kommet, siden Common selv startede: »Who knew that we could take it this far?«.
‘Let Love’ er langt fra en nyskabelse, hverken i den nutidige eller den mere old school-hiphop, og det var nok også de færreste, der forventede det fra Common. Men alligevel er et nummer som ‘HER Love’ forfriskende – hvor plat konceptet så end virker i 2019 – fordi det viser en hiphopveteran, der anerkender de nye strømninger inden for en genre, der trods uenigheder har været en udvej for mange mænd og kvinder på kanten: »In young thugs, you see a future / you recognize little uzi ain’t here to shoot ya«.
Kort sagt:
‘Let Love’ er langt fra en nyskabelse, men med det jazz-soulede samarbejde med Karriem Riggins og resten af August Greene-ensemblet er Common landet i en ro, hvor både de storklingede ordkløverier og de sjælfulde hooks stadig kan vække store følelser, selv om man til tider kan savne mere kant og mindre kærlighedsdryppende fløde.