Cher skabte et charmerende kaos i Royal Arena
»What is your granny doing tonight?«, spurgte Cher iført stor, skinnende blå paryk og en stram, pallietbesat, næsten cirkusagtig dragt. Og efter at være blevet hejst ned fra loftet på en gigantisk, orientalsk udseende trapez, startede hun koncerten i Royal Arena med den eurodance-agtige ‘Woman’s World’ og 90’er-hittet ‘Strong Enough’, flankeret af romerske dansere med hjelme, spyd og store skjold.
Jeg er ret sikker på, at min ‘granny’ havde gang i noget lidt andet end lige det tirsdag aften.
Koncerten, der er en del af ‘farvel’-turnéen ’Here We Go Again’, var noget af det mest spektakulære, overdrevne, underlige og hjertevarmende, jeg nogensinde har set, og Cher fik med stor autoritet, charme og humor understreget, hvor unikt et popkulturelt ikon, hun er.
På godt halvanden time kom Cher igennem alle afkroge af sit alsidige og i nogle tilfælde over 50 år gamle repertoire, og der var både Bollywood-passager, Sonny og Cher-tributes, ABBA-covers og ikke mindst de helt store ikoniske numre som ‘Turn Back Time’ og det uundgåelige autotune-kulthit ‘Believe’. Alt sammen i selskab af utallige kostumeskift, skarpe koreografier, nostalgiske video-interludes og søde anekdoter fra den nu 73-årige, ukuelige performer Cher.
Hendes vokal, som jeg ærlig talt ikke havde de store forventninger til, var til stede live sporadisk fra scenen og blev ellers hjulpet på vej af et tykt backtrack-spor på de mere instrumentalt fyldige numre. Muligvis for at spare på stemmen til de numre, hvor vokalen stod mere alene. Men når den ikke var camoufleret af korstemmer og den karakteristiske autotune, var Chers stemme faktisk overraskende kraftfuld. Hun gav den gas på ‘The Beat Goes On’ og sang en smuk, nærmest virtuel duet med afdøde Sonny Bono på storskærm til ‘I Got You Babe’, hvor det var tydeligt, at der stadig er masser af sjæl og nærvær tilbage i hendes mørke, særegne altstemme.
Selv om koncerten stilistisk var i øst og vest og hoppede tilfældigt fra det ene årti til andet, var det faktisk netop det charmerende kaos, der gjorde, at man følte sig tæt på den ikoniske sanger.
»Jeg lykkedes med alt i min karriere, men jeg var stadig ikke en del af nogle af grupperne«, fortalte Cher i et video-interlude, der kastede et blik tilbage på hendes skuespillerkarriere; musikere tog hende ikke helt alvorligt som sanger, skuespillere så hende ikke som rigtig skuespiller, og at hun gjorde opmærksom på sin lidt uretfærdige outsiderrolle, der nok er skabt af hendes alsidighed og flamboyance, gjorde hende kun endnu mere dragende. Scenen var ét stort miskmask af Bollywood, burlesque og ’Mamma Mia’, men alles øjne var på Cher hele koncerten.
Og det er netop det, hun kan. Cher er et slags popkulturelt knudepunkt, hvor meget forskellige målgrupper mødes og finder hver deres facet af hende at dyrke. Hvad enten det er hendes vokal, hendes påklædning, hendes sære, dragende persona, eller om det bare er fordi man elsker at synge med på ‘Believe’. Selv om koncerten ikke var en overvældende musikalsk oplevelse, var det specielt at opleve fællesskabet og den ubetingede opbakning og glæde til den ukuelige popmatriark på scenen.
Og kender man hende ret, var det her ‘farvel’ absolut ikke det sidste.
Kort sagt:
Midt i et kaos af tusind forskellige stilarter, kostumer og genrer formåede Cher at være aftenens dragende, charmerende hovedperson.
Læs også: Dengang Cher opfandt robotstemmen, som dominerer hiphop i dag