’Auto-tune’. Bare ordet fremkalder de stemmer, vi er blevet så vant til. Trukket, strukket og bøjet på plads af den ufejlbarlige og uendeligt præcise maskine, er de manipulerede vokaler blevet markører for tidens postdigitale, posthumane musik.
Første gang auto-tunen for alvor fik lov at træde frem i lyset og lyden var på Cher-singlen ‘Believe’, der i sidste uge kunne fejre 20-års jubilæum. Yep, det fire minutter lange stykke dancepop, der er både elsket og hadet i lige høj grad, udkom 19. oktober, 1998. Feel old yet?
Teknikken har vi siden da set i et utal af former og farver. Først hos T-Pain, der gjorde sig selv synonym med auto-tune, efter han som den første fandt ud af at efterligne Cher. Så på Kanye Wests minimalistiske milepæl ‘808s & Heartbreak’, og efterfølgende blandet i Futures lean-crooning og senest på Migos-kongen Quavos soloalbum ‘Quavo Huncho’. Og det bare for at nævne nogle få. De fleste bruger det – om de indrømmer det eller ej. Især i hiphop, en genre der altid har været klar til at omfavne teknologien, har auto-tune fået enorm betydning.
Auto-tune kan både bruges til at rette vokalistens tonehøjde, så det endelige produkt lyder rent, men teknikken kan også bruges til forvrængning, og det var her, at Cher og hendes producere i 1998 lagde grundstenen for noget, der i dag fylder så meget i hiphoppen, at genren er ændret for altid.
Menneske og maskine fusioneres
På ‘Believe’ gjorde producerne Mark Taylor og Brian Rawling noget, det egentlig ikke var meningen, de skulle. Som et eksperiment satte de auto-tunens responstid ned på 0, den laveste indstilling, så den overkompenserede og rettede tonen, inden Cher gjorde det selv.
I første vers bliver Chers stemme pludselig underligt maskinel og hakkende, og den springer mellem tonerne som et menneske aldrig ville kunne. På ordene »sad« og »time« er det som om, Cher pludselig bliver en robot – eller en cyborg. Det er stadig Chers stemme, men kvantificeret af softwaren. I sidste omkvæd bliver alt brudt op i små digitale, perfekte bits. Sammensmeltningen er tydelig og samtidig underligt foruroligende. Producerne og Cher havde fusioneret menneske og maskine på en helt anden og mere ekstrem måde, end Kraftwerk gjorde med deres vocodere.
Cher havde optaget vokalen uden auto-tune, og det var først senere, at hun lyttede til, hvad der var blevet gjort – og elskede det. Pladeselskabet prøvede at overtale hende til at tage effekten af igen. Popstjernen nægtede.
Det blev forsøgt at skjule, hvordan effekten var opnået, for auto-tune var givetvis stadig et tabu på dette tidspunkt. Men sandheden kommer altid frem i sidste ende, og nu er det svært at forestille sig popmusik uden auto-tune. Selv om man ikke altid kan høre det eller er opmærksom på det, så er teknologien en stor del af grunden til, at nutidens popsangere virker så overmenneskelige. At de synger så rent og godt, som de gør. Og gør det hele tiden uden udsving.
Fra Cher til Quavo
Hos Cher var det en eftereffekt, en eftertanke, og man kan sagtens forestille sig hendes stemme uden auto-tune – hun havde og har jo sunget uden både før og efter ’Believe’. Men nu, 20 år senere, har vi en generation af rappere, hvis stemmer hænger uløseligt sammen med auto-tunen, og som bruger auto-tunen til at gå ud over det menneskeligt mulige.
Hiphoppens brug af auto-tune er jo ikke noget nyt, og historien er blevet analyseret adskillige gange. Men i anledning af ’Believe’s jubilæum synes jeg, at det kunne være sjovt med en lakmustest af et helt nyt hiphopalbum for at spore essensen af Chers dancehit frem til hiphoppen, som vi hører den netop nu.
Og hvilket bedre eksempel end Quavo, der lige har udgivet sin solodebut ’Quavo Huncho’.
På ‘Bubble Gum’ fra Quavo-albummet kan man fra første stavelse høre den. Overalt høres de karakteristiske knæk, der sker, når han glider fra en tone til en anden, mens auto-tunen nådesløst hamrer tonerne ind på plads. Han synger, men maskinen synger også. Der er ikke en auto-tune-fri linje. Alting er kvantificeret og inficeret. Quavos stemme lyder slet og ret unaturlig.
Det er umuligt at forstå Quavos stemme adskilt fra teknologien. Og det er heller ikke sikkert, den stemme findes – det er efterhånden blevet standardpraksis at optage med auto-tune på, så man synger ’sammen med den’ i stedet for at putte det på bagefter.
Det er blevet en symbiose snarere end en sjov eftereffekt, og i dag er det en mere radikal brug af auto-tune, der fylder i pop og især rap, men det er samme princip, som dengang Cher tog sit trosspring ind i computeren.
Tror du på liv efter auto-tune?
Auto-tune har været og er hårdt kritiseret. Time Magazine kaldte det en af 1900-tallets 50 værste opfindelser, Death Cab for Cutie lancerede en anti-auto-tune kampagne, Jay-Z lavede ‘Death of Auto-Tune’, og det er fortsat forhadt af nogle lyttere, kritikere og kunstnere.
Kritikken af auto-tune er ofte, at det er for folk, der ikke kan synge, og at den ødelægger stemmen og dens menneskelighed. Men frygten for auto-tune handler ikke kun om, hvad den gør ved vores idé om stemmen og sangen. Det underliggende problem er, at vi i vores fusion med maskinen nok er bange for helt at blive opslugt af den.
‘Believe’ var et point of no return, en patient 0. Grundstenen til denne cyborg-konstruktion blev lagt, dengang Cher skruede auto-tunen ned på 0, den hastighed kun maskinen kan lave.
Da man først havde oplevet det rush, den følelse, stod det klart, at vi ikke længere kunne undvære teknologien. Længslen efter og suset ved at være noget mere er kun blevet kraftigere de seneste 20 år, hvor folk som eksempelvis Quavo har ladet sig selv smelte endnu mere sammen med teknologien. Auto-tune har inficeret os som en virus. Men måske behøver vi ikke blive kureret for den. Hvis vi kan blive til noget mere i fællesskab med maskinerne, hvorfor så ikke?
Læs også: ‘Single Ladies’ var det ikoniske startskud til den Beyoncé, vi kender i dag