Den unge popkomet Clairo, som du kan opleve til en Soundvenue Session i Lille Vega til december, er netop nu på verdensturné med sangene fra sit rørende debutalbum ‘Immunity’. For nylig lagde hun vejen forbi Vancouver i Canada, og her mødtes Claire Cotrill, som hendes fulde navn lyder, med den lige dele frygtede og legendariske interviewer Nardwuar, som netop har hjemme i Vancouver.
Nardwuar er berygtet for sin nærmest vanvittige begejstring og ekstremt omfattende forberedelse, der ofte har paralyseret hans interview-‘ofre’ med facts, de end ikke selv kunne huske – Lil Uzi Vert er sågar flygtet fra den ihærdige journalist hele to gange, fordi han åbenbart »vidste for meget«.
Så vildt går det dog ikke for sig i interviewet med den mere afslappede Clairo, som ganske vist bliver overrasket over at blive konfronteret med en række obskure historier om hendes opvækst i Massachusetts, ligesom hun bliver helt mundlam over at modtage en række meget personlige gaver. Flere gange må hun stoppe op og spørge »Hvordan ved du det?«, hvortil Nardwuar blot på vanlig kryptisk vis svarer: »Du er Clairo. Vi skal vide det«.
Interviewet afsluttes traditionen tro af Nardwuars signatur ‘doot do’ efterfulgt af næsten et minuts akavet stilhed, som selv en ellers relativt cool Clairo må fnise lidt af.
Du kan opleve Clairo til Soundvenue Session i Lille Vega den 18. december. Der er stadig få billetter tilbage til koncerten.
Læs også: Clairo dissekerer sin egen sang i rørende podcast – taler om selvmordstanker og taknemmelighed