»Clairo skriver tekster, så tårerne triller«, skrev vores anmelder om den unge sangskrivers debutalbum ‘Immunity’ tidligere på året, og her er åbningsnummeret ‘Alewife’ ingen undtagelse. Her synger Soundvenue Session-aktuelle Claire Cottrill, som hendes borgelige navn lyder, åbenhjertet om et selvmordsforsøg, der gudskelov blev forhindret i tide. Sangerens bedste veninde Alexa kontaktede nemlig politiet efter at have skrevet med en deprimeret Cottrill.
I går gæstede både Clairo, Alexa og produceren Rostam så podcasten ‘Song Exploder’, hvor de sammen taler om tilblivelsen af netop ‘Alewife’, som Cottrill skrev for at mindes den forfærdelige aften og hendes taknemmelighed over Alexas indgriben: »Jeg besluttede mig for, at det var på tide at tale om den her oplevelse – knap så meget om, hvor sørgeligt det var, og mere om, hvor taknemmelig jeg er og var for Alexa«.
Clairo fortæller, hvordan hun optog sangen på sin telefon for at kunne sende den til Alexa, der blev meget berørt, da hun hørte den. Og man får faktisk lov til at høre netop dén optagelse såvel som den oprindelige demo i podcasten. Senere afslører nummerets producer Rostam, at det er Clairo selv, der spiller al guitar på det endelige track, ligesom vokalerne fra demoen blev bevaret, fordi hun allerede var tilfreds med dem.
Clairo kommer forbi Danmark til december, hvor hun spiller en Soundvenue Session i Lille Vega – her kan man med garanti få lov at opleve hende fremføre ‘Alewife’ sammen med resten af de tårefremkaldende sangperler på ‘Immunity’.
Læs også: Clairo giver en rørende liveversion af ’Bags’ hos Ellen DeGeneres