Rihanna uddyber, hvordan reggae vil spille en rolle på hendes næste album

Rihanna uddyber, hvordan reggae vil spille en rolle på hendes næste album
Rihanna. (Foto: Dimitrios Kambouris/Getty Images)

Det lader til, at Rihanna brygger på noget stort. Tidligere på ugen annoncerede hun udgivelsen af en såkaldt visuel biografi med over 1.000 ‘intime’ fotos fra hele hendes karriere og privatliv, og i et nyt interview med amerikansk Vogue taler hun om sit kommende reggae-album, som hun tidligere har sagt var ‘supertæt’ på at være færdigt.

Vogue er jo som bekendt et modemagasin, og derfor giver det også god mening, at det dybdegående interview primært omhandler Rihannas succes med tøj-, lingeri- og makeup-foretagendet Fenty, der blandt andet har gjort hende til 2019’s mest velhavende kvindelige musiker ifølge Forbes. Men vi får også lidt information om det album, som hendes utålmodige fans allerede har døbt ‘R9’, fordi det bliver sangerens niende af slagsen – når det altså udkommer.

Rihanna sår dog tvivl om, hvorvidt ‘R9’ bliver et rendyrket reggae-album, som ellers var blevet indikeret tidligere: »Jeg ser det mere som et reggae-inspireret album. Reggae føles altid rigtigt for mig. Det er i mit blod. Det er lige meget, hvor langt væk eller hvor længe, jeg er væk. Jeg er fra den kultur, og det forlader mig aldrig. Selv om jeg har udforsket andre genrer, så var det tid til at gå tilbage til noget, som jeg endnu ikke har brugt til at skabe et helt værk,« fortæller hun altså til Vogue.

Senere bliver Rihanna også spurgt ind til, hvorvidt hun kunne forestille sig at opgive musikken helt, når hun nu har så travlt med at revolutionere mode- og skønhedsbranchen, hvortil hun heldigvis svarer: »Nej, musik er som at tale i koder til en verden som forstår dem. Det er et underligt sprog, der forbinder mig til det hele. Designeren i mig – hende der laver make-up og lingeri – det startede alt sammen med musik. Det var mit første pennevenskab med verden. At afslutte det ville være at afskære mit primære kommunikationsmiddel«.

Læs også: Alt hvad der skete til Rihannas stort anlagte lingerishow i New York

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af