Ubesværede Daniel Caesar flækkede af grin, da han gav fan lov til at synge i Store Vega
Torsdag aften blev det slået fast, at Daniel Caesar ikke bare er et ungt, spændende r’n’b-navn, man skal holde øje med. I en alder af kun 24 år er han allerede en etableret artist med to stærke album – og ikke mindst en masse dedikerede fans. Det blev understreget i et udsolgt og tætpakket Store Vega, hvor det særdeles engagerede publikum hujede højt og kontinuerligt, lige fra det øjeblik den unge canadier tittede frem.
Selv var jeg ikke helt overbevist fra første sekund. En lang forsinkelse på lidt over en time havde nok gjort mig skeptisk på forhånd, mens de futuristiske og dystre tekster på baggrundsskærmen omhandlende guddomme og verdens undergang virkede som en ret malplaceret, selvhøjtidelig og Kanye-agtig måde at åbne koncerten på.
Caesar havde godt nok fuldt band-setup med sig i form af fire korsangere, bassist, guitarist, trommeslager og keyboardspiller, men selv traskede han ind på scenen på anderledes tilbagelænet facon. Med et smil på læben lænede han sig op af mikrofonstangen, lukkede øjnene og lod sig bade i støjen fra de begejstrede fremmødte.
Showet blev skudt i gang med ’Cyanide’, ’Love Again’ og ’Restore the Feeling’ fra det nye album ’Case Study 01’, der ikke overraskende dominerede aftenens setliste. Daniel Caesars repertoire af følsomme og relativt stille sange indeholder ikke ligefrem nogen feststartere, men live-arrangementet med de pompøse trommer gav alligevel sangene et nøk op i energiniveau. Og under den lumre ’Who Hurt You?’ blev bagskærmen tilmed prydet af strippernumser i blåtonet belysning. Imens var hovedpersonen ikke bleg for at opfordre til publikumssang, hvilket bidrog til en umanerligt god stemning.
Første halvdel af koncerten forløb ganske fint, dog uden at byde på noget decideret ekstraordinært. Det blev der imidlertid lavet om på i anden halvdel, hvor Daniel Caesar i den grad vandt mig over. I mange fortryllende øjeblikke fik hans fløjlsbløde, imponerende og ubesværede vokal lov til at stå alene.
Den klaverledsagede kærlighedsballade ’Blessed’ fra debutalbummet ’Freudian’ lød eksempelvis endnu smukkere end på studieversionen. Sangeren havde et enkelt hvidt spotlys i ryggen, så hans ansigt lå skjult i skygge, hvilket gjorde stemningen langt mere koncentreret og intens end i den mere løse indledning.
Som aftenen skred frem, blev Caesar samtidig mere og mere løssluppen i sin kontakt til publikum, og hvis der var en tilbageholdende barriere i starten, forsvandt den i hvert fald helt og aldeles undervejs. Midt under en herlig fællessang til hittet ’Get You’ pegede han mikrofonen ned mod en kvinde på første række. Hun skrålede så skingert med på teksten, at han ikke kunne lade være med at flække af grin.
Koncertens bedste elementer – nedbarberede ballader og hjertelig interaktion med fansene – kulminerede under de to ekstranumre, hvor Caesar sad midt på scenen med en akustisk guitar.
Indtil da havde han ramt hver en falset klokkeklart, men i ’Are You OK?’ startede han ud med noget af en tonal skævert. Efter en kort pause, hvor han spillede videre på sin guitar, som om intet var hændt, lød der pludselig en sagte, befriende selvironisk gnæggen fra ham, mens han skar ansigt. Publikum støttede ham naturligvis med råb og klap, og herefter var fremførslen vanligt sikker.
Det havde nok været oplagt at runde af med ’Japanese Denim’, men en dedikeret Daniel Caesar tog i stedet imod et sangønske, som nogen i publikum havde skrevet på et skilt: ’Pseudo’ fra karrierens første ep, ’Praise Break’.
»Den har jeg ikke spillet i to år, men jeg vil gøre forsøget!«, sagde han grinende. Den oprigtige glæde ved at spille for de entusiastiske tilhørere var ikke til at tage fejl af.
Kort sagt:
Daniel Caesar startede koncerten i Store Vega ud på lovligt tilbagelænet facon, men canadieren med den ubesværede vokal leverede sidenhen en både fortryllende og givende oplevelse i tæt kontakt med publikum.
Læs også: Se Daniel Caesar spille intimkoncert hos NPR – inkl. gæsteoptræden fra H.E.R.