I kølvandet på Juice WRLD’s alt for tidlige død i en alder af kun 21 år i søndags taler hans mor, Carmella Wallace, nu ud om den unge rappers stofmisbrug, der fik fatale konsekvenser.
I en pressemeddelelse delt med TMZ udtaler Wallace oprigtigt om sin søn, med det borgerlige navn Jarad Higgins, og hans misbrug: »Vi elskede Jarad af hele vores hjerte og kan ikke tro, at vores tid med ham er blevet forkortet. Som han tit påpegede i sin musik og til sine fans, kæmpede Jarad med afhængighed af receptstoffer«.
Det var netop disse receptstoffer, i form af de smertestillende piller Perocets, Juice WRLD slugte under en FBI-ransagning af sit privatfly i Chicago Lufthavn i søndags, hvilket ledte til rapperens hjertestop og død.
»Afhængighed kender ingen grænser og dens indvirkning går langt ud over den person, der kæmper med det. Jarad var en søn, bror, barnebarn, ven og meget mere til massevis af mennesker, som mere end noget andet ønskede at se ham bekæmpe afhængigheden. Vi ved, at Jarads eftermæle af kærlighed, glæde og følelsesmæssig ærlighed vil leve videre«, afslutter Carmella Wallace.
Siden det tragiske dødsfald er Juice WRLD blevet hyldet af alle fra Drake til The Weeknd, mens Trippie Redd har erklæret, at han selv og alle emorappere vil lægge stofferne på hylden. K-phax har desuden udgivet hyldestsangen ‘I Don’t Understand’.