I søndags døde Juice WRLD i en alder af blot 21 år efter et anfald i Chicagos lufthavn. Mens dødsårsagen endnu ikke er slået endeligt fast, berettede myndighederne i går, at privatflyet, rapperen ankom i, rummede store mængder stoffer (herunder godt 32 kilo marihuana og seks flasker hostesaft, som Juice WRLD tidligere har udtalt, at han har været misbruger af). Samtidig rygtes det, at rapperen skulle have taget en række piller før anfaldet, hvorfor stoffer på en eller anden måde oplagt kan tænkes at have spillet en rolle i det tragiske dødsfald.
Om det var stoffer, der var den reelle dødsårsag eller ej, er som sagt ikke fastslået. Årsagen uagtet har Juice WRLDs ven og kollega Trippie Redd nu erklæret, at han og resten af emomusik-samfundet, lægger stoffer, der ikke er weed, på hylden.
»Vi gør det ikke længere. Punktum,« lød det i går fra Trippie Redd via en live-video på Instagram. »Hvis det ikke er weed, gør vi det ikke længere. Og når jeg siger ’vi’, mener jeg os som gruppe. Os som helhed, alle emomusik-kunstnerne. Ingen stoffer«.
»Det er ikke cool,« fortsatte han ifølge HotNewHipHop. »Vi ser op til alle de her større kunstnere, alle disse grown-ass mænd, og alt, de gør, er at tale om at poppe piller og sippe kodein (hostesaft, red) og alt det der shit«.
Også den 17-årige rapper Lil Mosey melder sig ind i kampen mod stofferne. »Jeg bad Gud hjælpe mig,« skriver han via Twitter med beskeden om, at han lover, han er færdig med stofferne.
Lignende løfter blev lavet, efter Lil Peep i 2017 gik bort som følge af en overdosis af fentanyl og Xanax.
I asked God to help me. Drugs won’t take me I promise & Im done with them. I love y’all, pray for me
— lil Mosey (@lilmosey) December 9, 2019