I sidste måned debuterede Kanye West som opera-komponist med forestillingen ’Nebuchadnezzar’. En retning, man nok hverken lige havde set komme for Kanye, eller som man måske havde forventet, han ville fortsætte i. Men som vi efterhånden har erfaret, er Kanyes veje uransagelige – og nu har han således annonceret endnu en opera.
Den nye opera har fået den lidt mere mundrette titel ’Mary’, og den får premiere på Miami Marine Stadium på søndag den 8. december. Endnu en gang beskrives forestillingen som en ’Kanye West Opera’ i selskab med koret fra Kanyes Sunday Services og ‘Jesus is King’.
’Mary’ er instrueret af Vanessa Beecroft, der ligeledes stod bag instruktionen på ’Nebuchadnezzar’. Sidstnævnte opera havde Sheck Wes i en hovedrolle, så måske ’Mary’ også kunne tænkes at få prominent besøg på de skrå brædder.
Miami Marine Stadium, hvor ’Mary’ får sin premiere, er ikke dit typiske stadion. Det er nemlig et stadion på havet, der i sin tid blev bygget til motorbåd-væddeløb. Med andre ord: Stadionet ligger midt på vandet, hvilket kunne gå hen og blive en særdeles spændende faktor i opsætningen.
https://t.co/vMQGJvr1YU pic.twitter.com/DcZHgEW1VG
— ye (@kanyewest) December 6, 2019