Der har været alvorligt gang i modellervoksen i produktionen af den nye musikvideo til Partynextdoors afslappede single ‘Loyal’, der også har et vers fra Drake. Det er filmskaberen William Child, der står bag claymation-videoen, hvori et par gigantiske kvinder har overtaget Toronto.
I den postapokalyptiske by må Agent PartyNextDoor skære sig gennem lianer og andet ukrudt i et forsøg på at redde The Six. Den hektiske video er måske ikke den mest oplagte scene til den meget rolige sang, men på en skør måde fungerer det alligevel – måske fordi kaosset udspiller sig foran den smukkeste solnedgang.
Det er ikke første gang, at PartyNextDoor overrasker i en musikvideo, for videoen til Calvin Harris-samarbejdet ‘Nuh Ready Nuh Ready’ fik også lov til at syre helt ud.