Onsdag – 1. juli
Festivalpladsen åbner først kl. 17.00 om onsdagen, og derfor er der kun plads til to eller tre koncerter på Orange Scene den dag.
I år er to navne allerede bekræftet til at skulle indtage Orange Scene onsdag. Jada åbner scenen – cirka kl. 18.00, hvis traditionen holder stik. Senere på aftenen indtager Taylor Swift den ikoniske canopy til et brag af en popfest; vi gætter på omkring kl. 22.00.
Der har historisk på ingen måde været garanti for et tredje Orange-show onsdag, og når vi kigger på årets plakat, er det svært at pege på nogen, der ville være oplagte til at spille efter Swift eller mellem de to allerede annoncerede navne.
Deftones ville umiddelbart være de bedste kandidater til, hvis der absolut skulle være en Orange-koncert efter midnat, men de ville nu engang klare sig bedre på Arena – der var trods alt på ingen måde pakket heller, da den amerikanske metalgruppe i 2014 sidst gæstede Orange.
AV AV AV havde som sådan også været oplagt til en natfest – men det er allerede fastlagt, at den foregår på Arena i stedet.
Så alt tyder på, at onsdag på Orange udelukkende står i popmusikkens tegn.
Torsdag – 2. juli
På Orange Scenes andendag er det fast praksis med fire koncerter: En sent på eftermiddagen, en tidligt på aftenen, en sent på aftenen og en om natten.
Vi har to navne, der allerede er bekræftet til Orange torsdag: Faith No More og Kendrick Lamar. Det er svært at placere dem noget specifikt sted i tidsplanen, men det kunne godt være de to aftenkoncerter. Med mindre Kendrick skal spille om natten?
At fylde de to øvrige pladser ud er en langt sværere opgave. Fatoumata Diawaras store gæsteshow havde i lang tid ikke nogen fastlagt spilledag, hvilket kunne tyde på, at de havde booket hende til at være fleksibel, alt efter hvornår der var en ledig eftermiddagsplads på Orange. Hvis festivalen skal lokke folk til scenen med noget nostalgifaktor, ville TLC ikke være et dårligt bud – lidt som House of Pain fik opgaven i 2016.
Der er også Kacey Musgraves, der jo har fået de helt store bogstaver på dagsplakaten. Arena virker måske mere oplagt, men hvis First Aid Kits countryrock har Orange-format, så har Musgraves’ mere poppede country det muligvis også.
Det skal dog også lige nævnes, at Roskildes musikchef, Anders Wahrén, siger, at der stadig kan nå at blive booket cirka ti navne mere. Det er da også fast kutyme, at der bliver annonceret en håndfuld navne, når spilleplanen udkommer, og blandt disse har der oftest været ét Orange-navn. Vi synes, torsdag virker som den dag, der med højest sandsynlighed får et nyt Orange-navn, når tidsplanen udkommer.
Fredag – 3. juli
Fredag har alle dage kørt med fire koncerter efter praktisk taget samme format som torsdag. Der er tre fredagsnavne, der allerede er annonceret til Orange: Suspekt, Anderson .Paak og Tyler, The Creator.
Anderson .Paak ville nok være bedst til en af de to tidlige tider, og Suspekt er allerede annonceret til et oplagt natteshow. Tyler passer fint til en af de to aftentider.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvem der får den sidste plads. FKA Twigs står som hovednavn, og selv om Arena virker mere som hendes format, har hun formentlig medbragt et show af en skala, der også er Orange værdig.
Og det er da svært at sige, hvem der ellers skulle have pladsen. Hugo Helmig? Tinariwen? The Whitest Boy Alive og Thom Yorke er allerede annonceret til Arena.
Lørdag – 4. juli
Typisk har lørdag haft hele fire Orange-koncerter – samme fordeling som torsdag og fredag. Men de to seneste år har Roskilde Festival reduceret antallet til tre, så der ikke er en decideret nattekoncert på sidstedagen. Det har fungeret rigtig godt, så vi håber, at de fortsætter med det format.
The Strokes og Thomas Helmig er allerede annonceret til sidstedagen på Orange, og førstnævnte ville være en god måde at afslutte festivalen på. Mens Helmig en tidlig aften i solskin vist er selvskrevet.
Den tredje Orange-plads er noget sværere at afgøre – og det kan da være, at vi måske skal helt op på fire Orange-tider igen i år. Både Haim og The Roots ville passe glimrende ind på festivalens største scene, og de har gang på gang vist, at de som livebands kan bære den slags opgave. Malk De Koijn ville selvfølgelig også være kandidater, hvis det ikke var fordi, de allerede var annonceret til Arena.
Med det sagt er der ingen af disse navne, der for alvor skriger efter en nattetid. Så enten The Roots eller Haim ender nok på Arena. Det er svært at sige allerede nu, hvem der ender hvor, men hvis The Roots fik lov til at lukke Arena, og Haim stod for eftermiddagspop på Orange, ville puslespillet se ganske fornuftigt ud.