Ea Kaya er en af de mange danske musikere, der har oplevet at få rykket koncerter som følge af kampen for at begrænse Corona-smitten. Men hun har valgt ikke at lukke helt ned, da hun midt i karantænen udgav den første single fra hendes næste bølge af sange.
Som vi tidligere har skrevet, har ‘Kitchen Table’ en Taylor Swift-agtig kvalitet med de forskellige korarrangementer, og de ramte åbenbart også plet hos Billboard i USA, der inkluderede nummeret på deres liste over 20 popsange, man bør høre i karantæneperioden.
Mens du så måske går og glæder dig til Ea Kayas flyttede Hotel Cecil-koncert, der nu er sat til den 18. september, så guider hun dig her mod ting, du kan lave i isolationen – altså ud over at høre ‘Kitchen Table’.
En film…
‘Coco’ og ‘Up’
»Jeg skal ikke lyve, jeg har ikke verdens mest intellektuelle smag i film. Jeg sætter mig foran fjernsynet, fordi jeg gerne vil se noget, der gør mig glad. Jeg er også lidt af en nørd, og jeg er stor fan af animationsfilm og fantasy. To film, der virkelig gør underværker for mit humør, er ‘Coco’ og ‘Up’ fra Pixar. Virkelig dejlige fortællinger og flotte, farverige illustrationer«.
En tv-serie…
‘Stranger Things’
»Hvis man stadigvæk ikke er hoppet på, skal man naturligvis se ‘Stranger Things’. Udover at være enormt spændende, så har serien også et sindssygt fedt 80’er-inspireret soundtrack. Jeg kan også anbefale ‘Westworld’. Der er den nye sæson netop startet«.
Et album…
Benee ‘Stella and Steve’
»Quirky, funky popmusik fra en ung newzealandsk sangerinde, der er meget hypet i øjeblikket«.
En bog…
‘Den hundredeårige der kravlede ud af vinduet og forsvandt’ af Jonas Jonasson
»De her dage har vi brug for noget rar læsning. Hertil kan jeg varmt anbefale denne her bog. Den er efterhånden ti år gammel, men den er simpelthen så skøn, og forfatteren Jonas Jonasson har den mest fantastiske, sarkastiske form for humor, der generelt skinner igennem i hans bøger. Den findes også som film«.
En podcast…
‘And the Writer Is’
»Hvis man er interesseret i, hvordan store sangskrivere som Ryan Tedder, Julia Michaels og Charli XCX skriver musik, og hvordan de begår sig i musikbranchen, så skal man tjekke ‘And the Writer Is’ ud«. (Hør den HER.)
En madret…
En forårsret
»Jeg har netop opdaget min nye livret. Det er en let forårsret med frisk pasta, ovnbagt laks, hvidvin, spinat, citron og champignon. Det er det bedste i hele verden, og så er det faktisk rigtig let at lave«.
Et website…
»Tumblr er min go-to hjemmeside, når jeg skal slappe af. Det virker umiddelbart som en retroting at være på Tumblr stadigvæk, men det sted er så fyldt med inspiration, og jeg bruger det meget til mit visuelle univers.
Tumblr er også et perfekt sted til en dagdrømmer. Min side er efterhånden ikke andet end rejsebilleder de her dage, da jeg skulle have været i Paris i påsken«.
En app…
‘Acapella’
»Den seneste app, jeg downloadede, er en ved navn ‘Acapella’. Her kan du igen og igen optage dig selv synge/spille/whatever you like, således at du til sidst har en mosaik med alle dine videoer, der spiller oveni hinanden. Jo dårligere det lyder, jo sjovere er det. Med andre ord består mine videoer hovedsagligt af mig, der rapper og beatboxer, for jeg har ikke én dråbe sort blod i årene«.
Et hemmeligt talent…
Tegne, sy eller fremmedsprog
»Øv dig i at tegne eller køb en farvelægningsbog. Det er virkelig afstressende. Du kan også begynde at sy. Jeg er endnu ikke nogen haj til at sy, og jeg improviserer bare, men jeg brugte en god bid af i går på at sy mig selv en top af en gammel kimono. Det gik faktisk super godt! Du kan helt sikkert også.
Udover at tegne og sy, kan du lære et nyt sprog. Om du skal bruge det til noget eller ej, så er det sjovt, og du træner hjernen. Ja, og så er det aldrig et dårligt scoretrick at kunne tale et lækkert fremmedsprog!«