1. Waxahatchee ‘Can’t Do Much’
Endnu en folkplettet rockperle fra Waxahatchees kommende album ‘Saint Cloud’, der er ude 27. marts. Hvordan formår hun at holde så højt niveau?
2. Ea Kaya ‘Kitchen Table’
Danske Ea Kaya er siden debutsinglen i 2017 kun vokset som sangskriver, og nu er det tid til at starte et nyt forløb med ‘Kitchen Table’, der har en Taylor Swift-agtig kvalitet med de forskellige korarrangementer.
3. Maya Hawke ‘By Myself’
Hun er datter af Ethan Hawke og Uma Thurman, men Maya Hawke behøver ikke referencer til kendte forældre for at skille sig ud. Hun var fantastisk som Robin i tredje sæson af ‘Stranger Things’, og nu er hun ved at lancere en musikkarriere med virkelig hyggelig folk. Debutalbummet ‘Blush’ er ude 19. juni.
4. NLE Choppe feat. Roddy Ricch ‘Walk Em Down’
To af tiden allermest fremstormende rappere på ét og samme track. Fireworks.
5. Jada ‘Nudes’
Jada i fuldt register på en brusende soulslasker? Ja tak, det holder. Og husk lige at få hele historien om singlen i vores nye interview.
6. Mac Miller ‘Right’
Deluxe-udgaven af det posthume Mac Miller-album ‘Circles’ er udkommet med to helt nye numre. ‘Right’ er virkelig en fin sang, så let, elegant og smooth.
7. Hayley Williams ‘Roses/Lotus/Violet/Iris’
Du kender måske Williams som sanger i Paramore (der med årene er gået fra emo til skarp powerpop), men nu prøver hun kræfter med solokarrieren – her får hun hjælp af selveste Boygenius på en single, der næsten lyder lidt Radiohead-agtig med de skippende trommer og strygerne.