Man kan vist roligt sige, at Kanye West-interviews ikke er som andre interviews. Ikke bare fordi han nægter at holde igen på noget plan – uanset konsekvenserne – men også bare fordi han altid går planken ud filosofisk.
Han er typen, der kan finde på at sige, at hans nye indretningsprojekt er »et paradigmeskift for menneskeheden«, som det lyder i et stort interview med magasinet GQ, der netop er udkommet.
I løbet af interviewet følger man Kanye til modeugen i Paris, til Kid Cudis fødselsdag i Los Angeles (hvor Travis Scott, Shia LaBeouf og Timothée Chalamet dukker op) og selvfølgelig til den gigantiske ranch i Wyoming, hvor rapperen er ved at gennemføre et større arkitektonisk livsstilsprojekt.
Der er – selvsagt – mange opsigtsvækkende passager i interviewet. Vi har samlet fem af de vildeste.
Kanye West stemmer for første gang i år – og ja, det bliver på Trump
Kanye West: »Jeg stemmer helt klart denne gang. Og vi ved, hvem jeg stemmer på. Og jeg har ikke tænkt mig, at folk omkring mig skal fortælle mig, at min karriere kommer til at være slut. For gæt hvad: Jeg er her stadig! ‘Jesus Is King’ gik nummer 1!«
Der er 54 sange klar til det næste album
Journalisten i GQ: »I løbet af de to dage (hvor journalisten besøger Kanye i Mexico, red.) dirigerer Kanye en lydtekniker til at spille en række nye sange ud fra en playliste af 54 numre. På et tidspunkt spiller teknikeren et beat, han lige har fået ind. Kanye hører en hornsektion, han kan lide, til allersidst i sangen. »Giv mig et to minutters loop, hvor hornene åbner op til sidst«, siger Kanye. »Og kald det: Superman«.
Andre sange er afdæmpede og søde med sang og sjælfulde samples. Der er en sang ved navn ‘Washed In Blood’, der har hårde trommer og ‘Yeezus’-agtige industrielle horror-lyde (…) Ligesom med ‘Jesus Is King’ er alle sangene, uanset deres soniske udtryk, tilbedelses-sange – kristen rap, om man vil – af en hidtil uset slags«.
Kanye West synes, at ‘Power’ er hans svageste lead-single nogensinde
Kanye West: »Alle de her folk siger, at ‘Dark Fantasy’ var så godt et album, og så kunne de ikke lide ‘808s’, de kunne ikke lide ‘Yeezus’. ‘Dark Fantasy’ nåede bare det niveau, fordi folk troede, at min karriere var slut. Jeg følte altid, at ‘Power’ var min svageste lead-single nogensinde, fordi jeg bukkede under for forventningerne«.
Han står ikke ved sin berømte udtalelse om George Bush
Kanye West: »’George Bush doesn’t care about black people’ er et offer-statement. Denne hvide person gjorde ikke noget for os. Det kom fra en offermentalitet. Hver dag er jeg nødt til at se mig selv i spejlet, som om jeg er Robert DeNiro, og sige til mig selv: ‘Du er ikke en slave’«.
Det er delvist på grund af award shows, at Kanye blev alkoholiker
Kanye West: »Well, det er godt, vi fandt ud af, at alle de award shows til dels førte mig til alkoholisme. Det er afsløret, du ved. Forestil dig, at både ‘My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ og ‘Watch the Throne’ kunne have vundet samme år, men ingen af dem blev nomineret til årets album (til Grammy Awards, red.)«.