Billie Eilish er en nærmest overjordisk sej person (især for hendes alder). Men hun er også bare en typisk teenager, der synes alt er akavet, og som godt kan finde på at bøvse ind i mikrofonen.
Det skinner igennem i en netop udgivet hjemmekoncert med storebror og samarbejdspartner Finneas, der er lavet i forbindelse med Verizons ‘Pay It Forward Live’-serie.
Her spiller de to søskende både Billie Eilish- og Finneas-materiale, men de sande højdepunkter er i virkeligheden deres rimelig nuttede interaktion.
Både med hinanden, hvor Finneas er fornuftig storebror og Billie er flabet teenager, men også med deres mor, der kommer forbi med en klassisk forældre-agtig opfordring til at støtte klimaet, fordi det er vigtigt.
Andre højdepunkter tæller duoens udmelding om, at ‘All the Good Girls Go To Hell’ i virkeligheden handler om klimakrisen, samt Finneas’ anekdote om, at han har fået sine guitarplektre af Taylor Swifts far. Og så selvfølgelig Billie Eilishs bøvs. Den kan høres ved 41:40. Velbekomme.