Natten til søndag løb WHO’s stort anlagte corona-velgørenhedsshow af stablen, og der var noget for en hver musiksmag i det stjernespækkede lineup, som var kurateret af Lady Gaga.
Gaga spillede selv et intimt cover af Charlie Chaplins ‘Smile’, mens hun senere på aftenen slog pjalterne sammen med Celine Dion, John Legend og Andrea Bocelli, der sammen spillede nummeret ‘The Prayer’.
Billie Eilish gav et cover af klassikeren ‘Sunny’ med sin bror Finneas på keyboard, mens Lizzo gav den fuld gas med en højtragende udgave af ‘A Change is Gonna Come’. Taylor Swift spillede en følelsesladet klaver-version af ‘Soon You’ll Get Better’ fra hendes nyeste album, mens John Legend og Sam Smith gik sammen om et cover af ‘Stand By Me’.
Der var også masser af levende legender, der tog del i showet: Stevie Wonder hyldede afdøde Bill Withers med et cover af ‘Lean on Me’, Paul McCartney spillede en soloudgave af Beatles-sangen ‘Lady Madonna’ og The Rolling Stones mødtes virtuelt til en omgang ‘You Can’t Always Get What You Want’.
Gå på opdagelse i nogle af højdepunkter fra WHO’s corona-støttekoncert. Hele showet sendes på dansk tv i aften.