På et pressemøde har statsminister Mette Frederiksen netop oplyst, at myndighedernes forsamlingsforbud fortsætter til og med august – det betyder, at danske festivaler som Roskilde, NorthSide, Tinderbox, Heartland, Copenhell, Musik i Lejet og Smukfest er nødt til at blive aflyst.
Regeringens forsamlingsforbud forbyder større forsamlinger. Indtil videre er det kun Roskilde Festival, der officielt har aflyst årets begivenhed, men de andre festivaler bliver selvfølgelig også ramt af forbuddet.
I slutningen af marts blev Spot Festival aflyst, og for snart en måned siden blev Distortion rykket til august. Sidstnævnte kan altså heller ikke blive afholdt med de nye retningslinjer.
Den kommende tid vil vise, om nogen danske festivaler vil prøve at rykke årets arrangement til senere på året efter august. Den store amerikanske festival Coachella, der skulle være foregået i april, er for eksempel rykket til oktober. Størstedelen af de internationale festivaler, som indtil videre har taget konsekvensen af coronakrisen, er dog blevet decideret aflyst.