Soundvenues anmeldere: Disse sange giver os håb i svære tider

Det er en tung og udfordrende coronatid. Her kan musikken hjælpe med at indgyde noget så essentielt som håb. Vi har bedt vores musikanmeldere om at udvælge sange, der kan virke betryggende i svære tider.

Søren Huss ‘Et hav af udstrakte hænder’

Valgt af Kristoffer Grønbæk: »Med et hjerte, der skriger: Jeg kan ikke mere, jeg tror, jeg bliver liggende her«, synger Søren Huss fra sorgens sorte hul på ’Et hav af udstrakte hænder’. Overbevisningen i hans stemme er så stærk, at man føler fortvivlelsens kraft, men at han synger det med så meget liv, er også et udtryk for, at han genkalder sig noget overvundet. For som han beretter, var der et hav af udstrakte hænder, der med kærlighed rakte ud. Som en påmindelse om den sandhed, at mennesker i mødet med tragedien passer mere på hinanden end nogensinde før«.

Bon Iver ‘re:stacks’

Valgt af Sofie Kock Aukdal: »Den nøgne guitar, der starter ‘re:stacks’, lyder som en stille, dugfrisk solskinsmorgen efter en lang og hård nat, og for mig klinger det af nederlag, accept og, ja, et spinkelt, men beslutsomt håb. Jeg har egentlig ikke nogen idé om, hvad Justin Vernon helt præcist synger om, men det er egentlig underordnet. Nødvendigheden stråler ud af hvert et ord, og sangen rundes fantastisk smukt af med: »Your love will be safe with me««.

The Beatles ‘Because’

Valgt af Martin Gronemann: »Denne sang er en trofast følgesvend for mig i hårde stunder. Både lyrisk og musikalsk lyser ‘Because’ altid op, når tilværelsen henligger i mørke og uvished. Det elektriske cembalo, Moog-synthesizeren og ikke mindst John Lennon, Paul McCartney og George Harrisons svimlende smukke vokalharmonier er lyden af håb for mig. En opløftende og universel sang, som henvender sig til os alle sammen, og en sådan har vi netop brug for nu i denne sære og svære tid«.

Frank Ocean ‘White Ferrari’

Valgt af Niels Jul Bruun: »Jeg har ærlig ikke rigtig nogen begrundelse for mit valg. Men det er måske den bedste grund; den uforklarlige forbindelse, man bare har med nogle numre. Jeg finder altid ro i ‘White Ferrari’s bløde produktion, og der er noget smukt i Frank Oceans nærmest impressionistiske beskrivelse af et tidligere simpelt, men nu falmet forhold. Der findes en underlig tryghed i visheden om, at selv om tingene ikke er okay lige nu, så var de det engang. Og de bliver det igen«.

Aretha Franklin ‘Amazing Grace’ (fra livealbummet af samme navn)

Valgt af Simon Bækgaard: »Aretha Franklin når kun gennem to af de syv vers, der er i ’Amazing Grace’, og hun bruger ti minutter på det – og det er stadig den bedste version af sangen, jeg kender. Når hun synger om det håb, hun har, til at Gud fører hende gennem alle livets trængsler, og når hun gør det med den uforlignelige stemme, så kan jeg ikke undgå at blive fyldt op af det håb, hun synger om«.

Anne Linnet ‘Forårsdag’

Valgt af Jennifer Frydensbjerg Lehmann: »Det har i mange år været en fast klichétradition for mig at høre Anne Linnets sæsonbetonede klassiker på årets første officielle forårsdag, 1. marts. I år føles de smukke ord om, at »alt det vi har grædt igennem livet« svinder, når solen skinner, og verden spirer udenfor, dog anderledes rammende. Lad dem være en påmindelse om, at der altid kommer en lysere tid på den anden side af enhver vinter«.

Lorentz feat. jj, Duvchi, Joy & JaQe ‘Där dit vinden kommer’

Valgt af Kristian Karl: »Det her er sangen til dét moment, hvor coronapokalypsen er overstået, solen kigger frem bag skyerne, dørene åbnes til gaden, og vi tager det første tøvende skridt ud i friheden igen. Jeg kommer til at træde ud på gaden til lyden af det her episke kor, de storladne trommer og selvfølgelig Lorentz’ udødelige motto »tänkte leva life«. Og jeg kommer til at synge med, når han siger: »De sa: En dag skal vi alla dö’ / jag sa: Alla andra dar skal vi inte det!«.

R.E.M. ‘Its the End of the World as We Know It (And I Feel Fine)’

Valgt af Jakob Matzen: »Som en stakåndet ordkanon skyder R.E.M.-frontmand Michael Stipe tonsvis af verber, adjektiver og substantiver ud i ansigtet på lytteren i rekordfart. Et hæsblæsende og højenergisk indiepopnummer om dommedagsprofetier pakket ind i en næsten lalleglad optimisme. Kort sagt indgyder dette dejlige nummer håb og tro på fremtiden, og selv om det kan være svært at høre, hvad der bliver sunget i versene, er der ingen tvivl om teksten i omkvædet! Lyt selv!«.

Black Box Recorder ‘French Rock ’N’ Roll’

Valgt af Henrik Reinberg: »I en pludseligt forvandlet hverdag skal man måske kigge efter håb uventede steder. For eksempel hos den morbide britpop-outsider Luke Haines og hans sideprojekt kaldet Black Box Recorder. På ’French Rock ’N’ Roll’ lader trioen en selvmorder træde ud på en gesims og forberede sig på springet: »I was at my wit’s end, things were looking black«. Men så hører sangens hovedperson »the sweetest sound I’ve ever heard« – rigtigt gættet, ’French Rock’N’Roll’ – og må opgive sit forehavende. Med Sarah Nixeys tale-syngende deadpan-vokal hen over letflydende electropop er nummeret en påmindelse om musikkens potentiale som livredder ved den yderste kant«.

2Pac ‘Picture Me Rollin’

Valgt af Ulrik Hanghøj: »‘Picture Me Rollin’ har en fed energi, der gør mig håbefuld. Her forestiller Shakur sig det liv, der venter, når han bliver løsladt fra spjældet. Han regner bestemt med at komme tilbage stærkere end nogensinde og beder lytteren forestille sig, at han som en fri mand ruller derudaf i sin »500 Benz«. Beatet er fantastisk – det føles på én gang melankolsk og optimistisk. Som om alting nok skal gå på trods af den nuværende situation«.

Neutral Milk Hotel ‘Holland, 1945’

Valgt af Kjartan F. Stolberg: »At Anne Frank holdt håbet i live, selv da hun var forfulgt og døden nær, er på én gang tragisk og inspirerende. Jeff Mangum fra indiefolk-gruppen Neutral Milk Hotel fokuserer på sidstnævnte på denne eminente skæring fra gruppens kultklassiker ‘In the Aeroplane Over the Sea’. Denne hyldest til Frank er en både grum og åndeligt berigende opfordring til, at vi skal »keep ourselves at least enough to carry on«, selv når verden omkring os falder fra hinanden«.

The Flaming Lips ‘Race for the Prize’

Valgt af Anders Cold: »Hvis der nogensinde var en sang med bullseye-passende lyrik til den krise, vi står i, er det singlen fra Flaming Lips’ mesterlige ‘The Soft Bulletin’ om de to forskere, der netop battler om kuren. Og var man til stede det skæbnesvangre Roskilde-år, hvor netop Wayne Coyne og co. fik den svære tjans at skulle trøste og opmuntre et knust publikum dagen efter Pearl Jam-ulykken, hvor ni gæster omkom, ville man også vide, hvor svulmende følelser, ‘Race for the Prize’ kan vække indeni én«.

Peter Gabriel feat. Kate Bush ‘Don’t Give Up’

Valgt af Christian Wolkoff: »Jeg kan ikke komme på noget smukkere og mere betryggende end Kate Bushs bjørnekram af et omkvæd på ‘Don’t Give Up’, en af 80’ernes utvivlsomt bedste og mest rørende popballader. Det er håb i sin mest simple, mest pure form – så rent, at man næsten kan spejle sig i det.

Don’t give up, ’cause you have friends
Don’t give up, you’re not beaten yet
Don’t give up, I know you can make it good

Du må ikke give op. Aldrig«.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af