Hvorfor fokusere på berømmelsens bagside, når det er meget sjovere at hoppe ombord på Suspekts tourbus?

TV 2’s dokumentarserie ‘Suspekt’ viser næsten kun de gode stunder: Turnélivet, musikskabelsen og den gode gamle hygge. Og det er faktisk helt vildt befriende.
Hvorfor fokusere på berømmelsens bagside, når det er meget sjovere at hoppe ombord på Suspekts tourbus?
Orgi-E. (Foto: Michael Kaysar/TV 2)

Vidste du godt, at berømmelsen har sin pris? At stjernerne, der på overfladen skinner så smukt og sorgløst, i virkeligheden kæmper med alverdens problemer?

Ja, det vidste du godt. Måske fordi nærmest alle kunstnere laver musik om, hvor hårdt det er at være kendt og har gjort det siden tidernes morgen (eller i hvert fald så længe jeg kan huske) – fra Britney Spears’ ’Lucky’ til Kanyes hovedværk ’My Beautiful Dark Twisted Fantasy’ til hele Drakes karriere. Efterhånden laver folk jo nærmest sange om, hvor svært det er at være kendt, før de overhovedet er kendte!

Hvis al musikken om den efterhånden lige lovlig ofte omtalte bagside af medaljen ikke var nok, har en lang række dokumentarer også fået kortlagt stjernernes indre kampe i takt med, at diverse streamingtjenester efterspørger mere og mere indhold.

Bare i løbet af de seneste måneder har vi således fået Youtube-serien ’Seasons’, der fortæller historien om Justin Biebers kamp mod stoffer og sygdom, samt Netflix’ dokumentar om det evige offer Taylor Swift, der handler om hendes beef med Kanye West og en generelt sexistisk musikindustri.

Men det er kun to af de største eksempler, for der er nærmest gået sport i at finde de her mørke og komplekse facetter af vor tids rige, smukke og kendte mennesker, selv når de måske ikke er der.

Og det fører mig (langt om længe, jeg ved det godt) frem til TV 2’s helt igennem dejlige dokumentarserie ’Suspekt’, hvor afsnittene har titler som ’Det go’e liv’ og ’Lykken kommer’, og hvor vi gudskelov aldrig behøver at kradse i den guldskinnende lak. Det her er forsiden af medaljen, og da jeg så de i alt fem afsnit, gik det op for mig, at det var lige det, jeg havde brug for lige præcis nu.

Måske er det corona-kaosset, der gør, at jeg har lyst til at se på noget hyggeligt, kammeratligt og straight up rart. Alle de festivaler, koncerter og tourbus-historier, der udgør de bedste dele af dokumentaren, er jo netop nu i fare for at blive aflyst de næste måneder. Så er det dejligt at kunne tage på turné med Suspekt.

Suspekt (foto: Respirator/TV 2).

Men jeg tror også, at det er det evige fokus på stjernernes åh så store lidelser, der har sat sig i mig. Hvor svært kan det helt ærligt være at være rig og berømt, tænker jeg en gang i mellem, når jeg er i det kyniske hjørne. Altså, er det ikke også pænt sjovt at være kendt, rig og succesfuld bare en gang imellem?

Jo, det er det. Og det skinner igennem i ’Suspekt’. Emil Simonsen er stadig helt oppe at køre, når ’Gonzo’ bliver et kæmpe hit, og koncerterne giver tydeligvis stadig medlemmerne gåsehud. Men ‘Suspekt’ er ikke som sådan en dokumentar om at være kendt. Det er – det kan jo ikke siges anderledes – en serie om hygge.

De bedste momenter er dem, hvor man ser de små ting, der skal til, for at tre drenge (eller mænd, er de vel efterhånden) fra Albertslund gider at lave musik hen over fire årtier. Som når Rune Rask giver Emil Simonsen og Anders Bai Duelund deres julegaver, når Emil afleverer et gammelt kassettebånd med sange fra deres ungdom tilbage til Andreas, eller når de alle facetimer Jonas (det hemmelige fjerde medlem af Suspekt), efter han er blevet far – hvorefter Rune fortæller, at Emil græd, da det var Rune, der skulle være far.

Et andet højdepunkt er drukturene. For selv om de tre Suspekt-medlemmer er blevet mere voksne og nu alle så at sige er kinky fædre, bliver der i dén grad hakket nogle øl i den tourbus (og alle mulige andre steder).

For bare fordi Emil er blevet 40 år, er han ikke bange for at blive til »den hvide gorilla«, som han kalder det, når promillen skyder i vejret. Her kan han stadig finde på at danse ind på en tilfældig tankstation kun iført underbukser eller sove foran Forum efter en våd nat, så han er sikker på at være der til koncerten samme sted næste dag (hvilket vel egentlig er en top rationel taktik).

Andre steder i dokumentaren står Emil og griller bøffer, Andreas indspiller lyden af sin boblende bong, eller Rune Rask laver beats på tourbussen, mens en gedigen gang druk finder sted i baggrunden. Der er så meget hygge i den her dokumentarserie, at det halve kunne være nok, men hvorfor nøjes med det halve?

»Jeg håber, vi stadig leger, når vi er 80«, siger Emil på et tidspunkt, og det er da en livsfilosofi, der giver mening.

Suspekt.

Okay, det stikker lidt af for drukturene hist og pist, men det hele er stadig uskyldigt og godhjertet. Har man set dokumentaren til albummet ’Ingen slukker the stars’ (eller læst vores store artikel om albummets tilblivelse!), ved man, at Suspekt drak på en mere grov måde i de gamle dage, hvilket jo er naturligt nok. På den gamle dvd kan man eksempelvis se Andreas brække sig, hvorefter han siger noget a la »så er der plads til mere!«. Så galt går det ikke længere. I hvert fald ikke på kamera.

I den nye dokumentar giver det således bøde at kaste op i tourbussen, og Rune Rask siger, at gruppens to rappere godt ved, hvornår de skal gå i seng, så de stadig kan levere dagen efter. De har lært at slukke for gorillaen, når arbejdet kræver det. Det er Suspekt-versionen af at blive voksen, og det ligner ikke den værste plan for et langt og lykkeligt liv som rapstjerne.

Nu er jeg egentlig kommet til den del af artiklen, hvor jeg lige kan påpege et par mindre fantastiske ting ved dokumentaren: Det, at der ikke er så meget på spil, at det hele bare er hygge hele vejen, og at der så godt som ingen kritisk vinkel er. Altså det, at dokumentaren (i modsætning til albummet ‘Sindssyge ting’, som serien egentlig handler om) ikke når det berømte spadestik dybere.

Men alt det har vi jo fået i DR-dokumentaren ’Da Danmark blev Suspekt’, så TV 2 har – klogt nok – valgt bare at se bort fra alt det tunge og besværlige og fokuseret på alt det glade, lette og hyggelige.

Her får vi således det gode ved at være Suspekt, og det er slet ikke så lidt. Faktisk vil jeg ærlig talt 1000 gange hellere se på det end svælge i Taylor Swifts selvmedlidenhed eller Justin Biebers sjælekvaler.

For hvad skal man bruge berømmelsens bagside til, når det er meget sjovere bare at hoppe ombord på Suspekts tourbus? Jeg har i hvert fald svært ved at forestille mig bedre selskab i corona-karantænen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af