Andreas Bai Duelund, Emil Simonsen og Rune Rask står i indgangspartiet til Helligåndskirken i København og snakker om pik. Det er mig, der har inviteret Suspekt med i kirke, fordi jeg vil prøve at få dem til at gå til en slags bekendelse og tale om de dybtstikkende sange fra deres nye album, ’Sindssyge ting’, samt det faktum, at de nu alle tre er blevet fædre.
Men i første omgang er der et mere presserende problem. Albertslund-gruppen er nemlig ved at få skrevet teksten »VIL DU MED UD OG SE MIN PIK?« på en kæmpestor bygning ved Langebro i København som reklame for deres nye album, men der er problemer med tilladelsen. Det er vist noget med, at ejerne af bygningen ikke ved, om de er helt klar på at skrive ’PIK’ på deres bygning.
»Uhh, alle de farlige bandeord«, driller Emil ‘Orgi-E’ Simonsen den imaginære bygningsejer.
»Det er ikke for at provokere«, supplerer Rune Rask, som altid en fornuftens stemme. »Vi synes bare, det kunne være meget sjovt!«
Så der står de altså alle sammen og diskuterer i kirken. Og det er måske et meget godt billede af Suspekt: De står med én fod inde i voksenlivets kirkebygning, men bliver samtidig holdt tilbage af lysten til at skrive ’PIK’ på et hus så stort som muligt.
»Jeg føler ikke engang, det er en provokation længere«, siger Andreas ‘Bai-D’ Bai Duelund, da jeg spørger ind til reklamen. »Skal vi ikke bare sige, at vi kommer med en fed plade? Behøver vi at stå og råbe pik og fisse og flage med det?«
Selv om Bai-D altså har det en smule ambivalent over den pikfiksering, der fortsat er en del af Suspekts dna, slår det mig til gengæld, hvordan de formår at mestre en balancegang, der virker totalt umulig.
De står så at sige med biblen i den ene hånd og pikken i den anden. Hvilket gør netop det her tidspunkt til et rimelig fascinerende ståsted for de tre musikere, jeg møder i Helligåndskirken.
»Vil du med ud og se min pik ;)«
Jeg møder Suspekt få dage før udgivelsen af deres syvende album, som på en måde siger alt om trioens musikalske rækkevidde. Det er et værk, hvor nærmest karikeret eksplicitte sexsange står side om side med konceptuelle og næsten ti minutter lange tracks som ’Kroppen og mit ansigt (gråvejr)’, der handler om døden og tab af nære relationer.
Alligevel er det forkert at sige, at Suspekts nye album er udgivelsen, hvor de bliver voksne. Det skete allerede (senest!) på deres forrige plade, ’100% Jesus’, som tog fusen på Soundvenues anmelder:
»Orgi-E og Bai-D tematiserer døden, barndommen og kærligheden, og selv om alvoren langt fra er et fremmedelement i gruppens univers, behandles den her med en anden tyngde og en mere højstemt gravitas«, lød det dengang i 2017.
Men ’Sindssyge ting’ er heller ikke et album, der siger farvel til de udfordrende sexsange, der er gruppens måske mest kendte karakteristika.
Her er både en sang som den frydefuldt liderlige ’Gonzo’, hvor både røv, patter og pik »er ved at eksplodere« til højre og venstre, og den tropiske kneppesang ’Vil du med…’ (jep, det er den sang, ‘PIK’-bygningen hentyder til), der har både glimt i øjet og et gæstevers fra Tessa.
Der er til gengæld noget lidt metaagtigt over de her nye sexsange. Som om Suspekt godt ved, at vi forventer nogle helt grove sexschlagere og troskyldigt leverer – men gør det med et lille indforstået nik. Sådan tolker jeg det i hvert fald, når Emil koger sexformlen helt ned til sin mest simple form med »Vil du med ud og se min pik?« – samtidig med, at gruppen også inviterer et kvindeligt perspektiv indenfor for at give dem modspil.
Sexsangene føles altså mere performative og samtidig lidt som undtagelser snarere end normen. For der er sket et ryk mod noget mere sobert og reflekterende. Og den udvikling tænker jeg, vi skal tale om, da vi efter fotoshootet i Helligåndskirken slår os ned backstage på Hotel Cecil, hvor Suspekt senere på aftenen skal spille det nye album for særligt udvalgte fans.
Det nye album handler (ikke) om døden
Først og fremmest: I virkeligheden har Suspekt jo aldrig entydigt kunnet reduceres til ’Kinky fætter’-agtige sexgalninge. »Vi har altid snakket om, at det er mere spændende at udforske det mørke og sorte – døden, universet og rummet – end at skrive lalleglade sange«, som Bai-D formulerer det, da vi har sat os til rette ved en buffet af sushi og bajere.
Netop de ting, han nævner, fylder også en del på ’Sindssyge ting’ – som på ’Kroppen og mit ansigt (Gråvejr)’, der er en slags meditation over, hvad det vil sige at miste, eller nummeret ’Det go’e’, der rent faktisk handler om efterlivet. På ‘Dø i Norden’ rapper Emil Simonsen om familiemedlemmer, der er gået bort, og reflekterer samtidig (med en reference til Sveriges nationalsang!) over, at han »vil leve og dø i Norden«.
»Det spændende ved døden er, at ingen ved, hvad der sker«, siger Orgi-E. »Allerede der er du hoppet ind bag gardinet til et univers, ingen kender, så der er fri leg til at forestille sig hvad som helst. Og så er det bare også den ultimative slutning på alt«.
Da jeg spørger, om de altså ikke tror på det efterliv, de besynger på ’Det go’e’, trækker Bai-D på skuldrene: »Det kunne være fedt, hvis der skete noget. Men jeg tror sgu’, lyset slukker«.
Andreas Duelund fortæller desuden, at noget af hans inspiration kommer fra natlige Youtube-binges, hvor han ser »usandsynligt sindssyge« videoer om andre dimensioner og eksistensniveauer. Måske er det derfor, han kommer på poetiske og syrede ideer som at rappe om »kosmiske klagesange, der klinger hult i klokken«, og om at han »leder efter stjerner bag det fjerneste bjerg« på albummets intro. Eller måske ikke: For Andreas Duelund nægter også at gå med på, at døden skulle være det eneste centrale tema.
»Det hele er ikke døden«, siger han, og forklarer sammenhængen på det tredelte track ’Kroppen og mit ansigt (Gråvejr)’: »Det er tre forskellige sange, der handler om forskellige ting. Det kredser om døden, forliste fohold og om at have det forfærdeligt. Eller om folk der er rejst væk fra hinanden«.
Beskeden er klar. Stop med at overanalysere. »Hvis du sidder på et værtshus og rafler og hører ’Himmelhunden’, sidder du så og tænker: Han har det forfærdeligt?«, spørger Bai-D, og de andre Suspekt-medlemmer begynder at grine. »Han vil bare have sin hund med op, når han kradser af, og ellers har han det fedt! Vi spørger jo også bare, om man må ryge hash i himlen!«.
Album i fire forskellige årtier
Selv om det her altså ikke er et stort dødsalbum, så kan man ikke lade være med at tænke, at der er en grund til, at Suspekt berører nogle af de her tematikker. At der er en grund til, at tidens gang, forliste forhold og en fremtidig død optræder netop nu. For der er jo naturligt nok et anderledes tidsperspektiv nu, hvor Suspekt er fædre og har udgivet musik længere, end nogen troede det var muligt ved albumdebuten i 1999.
Nu har Albertslund-trioen altså udgivet album i fire forskellige årtier. De har tid til at se tilbage på en karriere, der overgår alle andre danske rapgrupper. Og jeg tror godt, jeg kan sige – uden at gøre Bai-D irriteret! – at de alligevel giver sig tid til at reflektere og zoome lidt ud på det nye album.
Det gælder for så vidt også musikken, hvor Rune Rask serverer sine måske mest overskudsagtige og flersidige produktioner hidtil.
Der nikkes til ’Ingen slukker the stars’-lyden på ’Helt fuckt’, ’Hundetimen’ bobler næsten som en Daft Punk-sang fra ’Discovery’, ’Vil du med…’ er en caribisk sang a la Drakes ’Passionfruit’, der er klirrende olietønder på ’Min ven, min ven’, og den støvede ’Det grønne’ kunne være lavet af RZA fra Wu-Tang Clan.
»Jeg har optur over, når vi går i studiet helt uden en plan«, siger Rune Rask om tilblivelsen af sangene. »Vi er samuraier, der har øvet os i 20 år – og nu vil vi gerne bare hakke noget i stykker!«
Tilfældigt eller ej: Det er et overdådigt lydtæppe, der ligger til grund for Bai-D og Orgi-E’s samurai-sving. Og det skyldes også, at Rune Rask klogt nok tvang resten af gruppen til at tage sig god tid med albummet, fortæller Emil Simonsen:
»Sidst i marts 2018 – det var den kolde marts, hvor alt frøs til is – besluttede vi os for, at nu er det nu. Så lavede vi faktisk et helt album frem til sommeren, som vi godt kunne have udgivet. Det havde nok været en del mere undergrundsagtigt. Pladeselskabet hørte den og var mega glade for den. Men Rune sagde, at der var noget, der manglede: Vi kan ikke bare sprøjte det her ud nu – vi skal ind i nogle andre perioder også. Så efter sommeren røg vi ind igen og lavede en række af de mere glade sange. Som ’Det go’e’. Og så vennesangen (Min ven, min ven’, red.), der også er ret uptempo«.
Suspekt har altså lært at tage sig deres tid og ikke bare sprøjte ting ud. Der bliver tænkt over tingene – selv når tingene er noget så barnligt som at skrive ’PIK’ på et stort hus. Og planlægning er man jo desuden også bare nødt til at være god til, når man har børn.
Velkommen til forældreklubben
»Vi skal altid lige snakke sammen for at se, hvornår vi tager i studiet«, siger Emil Simonsen, da jeg spørger, om det har ændret deres indspilningsproces at få børn. »Man vælter ikke så tit ind i hinanden og siger ’hey, er du også her?’, som det skete i gamle dage«. Rune Rask tilføjer: »Der er gået lidt mere struktur i den«.
Bai-D: »Men det har ikke sat en stopper for den måde, vi laver musik på. Der er heller ikke familie i tankerne, for det er netop vores frirum at tage i studiet og lave musik«.
Hvordan har det ellers været at blive far?
Orgi-E: »Det er lidt som at komme ind i en klub at få børn. Jeg kan beregne ting som… okay, det der er en størrelse fire ble. Bare når nogen kommer gående ned af gaden med en barnevogn, så nikker man til dem, fordi man forstår hinanden. Men samtidig så stopper dit liv jo ikke, bare fordi du er blevet far eller mor. Tværtimod«.
Bai-D: »Børnene skal med på en rejse, som vi er på i forvejen. De skal bare tage med, så bliver det hele fedt!«
Den musikalske rejse starter dog nok for alvor, når børnene bliver lidt ældre. »Helt grundlæggende synes jeg jo ikke, at vores musik er til børn«, forklarer Orgi-E. Rune Rasks børn er dog lidt ældre og er begyndt at blive indviet i Suspekts mysterier.
»Jeg tester altid sangene af på mine børn«, siger produceren med et grin. »Jeg spillede ’Kom og tag mine øjne’ for den ene, og efter 30 sekunder rapper Emil noget, og så kigger han bare på mig og siger: ’Numse!’«
Emil Simonsen griner og efterligner en barnestemme: »Én gang til! Den der med numsen!«
Kinky fædre
Det lyder altså meget som om, der slet ikke er den store modsætning mellem rapper- og faderrollen. Måske er det bare den næste spagat, Suspekt mestrer uden at brække skridtet. Sådan virker det i hvert fald, når de tre synligt glade rappere sidder der på Hotel Cecil omringet af deres største fans, tætteste familie og ældste venner.
Efter interviewet går Suspekt ud og taler med deres fans, der har hørt det nye album. Én af dem siger, at hun er vokset op til deres musik, fordi hendes far hørte albummet ‘Elektra’ nonstop i sin Mazda, da han kørte hende rundt som lille. Det kunne næsten virke som om, kærligheden til Suspekt er gået i arv fra én generation til den næste. Fra forældre til børn.
Der er kærlighed i luften på Hotel Cecil. Men også grove jokes og en masse bandeord. De tre medlemmer svarer på alle spørgsmål med en blanding af grovkornet humor og indforståede smil. Der hersker en stemning, hvor man kan sige de mest beskidte ting, fordi alle er med på den. Det slår mig, at den måde, Emil, Rune og Andreas interagerer med deres gæster på lige nu, er både ret rapperagtig og ret faderlig.
Da jeg går hjem senere på aftenen, må jeg simpelthen konstatere, at trioen virker ret overbevisende, når de siger, at de modsætninger, jeg har sat op, ikke eksisterer for dem.
Suspekt kan stadig være kinky, selv om de nu også er familiemennesker. De er blevet Kinky Fædre.