‘Wall-E’
Valgt af Rasmus Friis: Efter jeg har brugt de seneste aftener på at gense ’28 dage senere’ og – gudhjælpemig – ’28 uger senere’, føler jeg, at det er på tide at skifte spor. Hvis man leder, kan man nok finde håb i zombiefilmene, men man skal først tygge sig igennem en menu bestående af inficeret blod, afhuggede lemmer og zombiefingre i øjenhuler. Det er hård kost, særligt når man som mig er ramt af noget, der i mistænkelig grad minder om coronavirus.
Så virker en animationsfilm alligevel mere indbydende, og her slår ’Wall-E’ mig som en oplagt kandidat. Det er selvfølgelig en film om, hvordan mennesket har kvalt jordkloden i affald, ja, ja, men det er også en film, der hylder kærligheden i postapokalypsens tid – og lader grønne planter spire fra den udtørrede jord. Det er en metafor, man kan bruge til noget i de her dage.
Og så er ’Wall-E’ helt enkelt en genistreg, corona eller ej.
Kan ses på Viaplay, C More, iTunes og Blockbuster.
‘Knock Down the House’
Valgt af Freja Dam: Jeg siger ikke, at Alexandria Ocasio-Cortez kan stoppe coronavirus. Men jeg ville personligt føle mig tryggere, hvis den 30-årige demokratiske kongreskvinde var USA’s præsident (hvem tror på 2028?). Blev du ikke allerede forelsket i AOC, som vi fans kalder hende, da hun ved Midtvejsvalget i 2018 blev valgt ind i Kongressen som den yngste kvinde nogensinde efter overraskende at have banket veteranen Joseph Crowley af banen i New Yorks 14. valgdistrikt, så er der ingen vej tilbage, hvis du tænder for Rachel Lears opløftende dokumentar ‘Knock Down the House’.
Filmen følger fire demokratiske kvindelige kandidater fra græsrodsbevægelsen, herunder Cortez, som Lears bruger mest tid med af den praktiske årsag, at hun bor i New York. Og selvfølgelig fordi Cortez er så brandkarismatisk, dygtig og ihærdig, at det er umuligt at kigge væk. Hendes David og Goliat-valgkamp er en neglebidende klassisk god historie, men repræsenterer også en større socialistisk modbevægelse i USA, hvis spiren vækker håb for i hvert fald denne idealist. Og uden at afsløre den emotionelle mavepuster af en slutning kan jeg berette, at jeg indimellem har sat mig til at se filmens sidste scene bare for at få the feels og genvinde troen på demokratiet.
Kan ses på Netflix.
’Train to Busan’
Valgt af Henrik Reinberg: I hjertet af enhver ordentlig film om zombieapokalypser hviler frygten for smitten. Den fatale berøring. Derfor er en film som ’Train to Busan’ på sin egen morbide facon en opbyggelig film lige nu. Den viser eksemplarisk, hvordan kriser løses, hvis man rykker sammen i bussen (eller togvognen). For nogle mennesker bliver katastrofen endda en togbillet til en menneskelighed, der ellers var ved at gå tabt i hverdagens musehjul.
Og så er sydkoreanske zombier bare hysterisk effektive. De fortsætter deres frådende blodridt, også selvom de er faldet ned fra et tag, og et par lemmer pludselig sidder lidt skævt. Og ja, der er et barn med i filmen, som skaber en sprække af lys i mørket til sidst. Uhipt og gammel-Hollywood’sk. Den slags kan man godt bruge lige nu.
Kan ses på Filmstriben, Amazon Prime, iTunes og Blockbuster.
’Good Will Hunting’
Valgt af Jakob Freudendal: Over de seneste 10 år har der været én konstant i min omskiftelige filmsmag: Gus Van Sants 90’er-perle ’Good Will Hunting’ om geniet Will (Matt Damon), der er vokset op med svigt og misbrug i Bostons slum, og som bliver dømt til terapi hos psykologen Sean (Robin Williams) efter et af mange voldsudbrud.
Det er et opbyggeligt, men også hudløst ærligt Hollywood-drama af bedste skuffe – om at overkomme sin fortid og finde modet til at stå ved den, man er – der altid formår at fremkalde stærke følelser.
Det er ren katarsis, når fænomenale Robin Williams giver plagede Will syndsforladelse med de simple ord: »Det er ikke din skyld«. Og det er et af mine yndlingsfilmøjeblikke, når Wills bedsteven Chuckie (Ben Affleck, der skrev det elegante manuskript med Damon) bekender, at hans største håb er, at han en dag trækker op foran Wills faldefærdige hjem, som han har gjort hver dag det meste af sit liv, banker på og ikke får noget svar: Will har pakket sine ting, uden at sige farvel, og er rejst ud i den store verden og har dermed bevist, at man sagtens kan blive til noget, selvom man er vokset op under umenneskelige omstændigheder.
Det bliver ikke meget mere håbefuldt end dét.
Kan ses på Netflix og Blockbuster.
‘Dykkerklokken og sommerfuglen’
Valgt af Sara Prahl: I disse svære tider hvor alting holder lukket, kan man da i det mindste glæde sig over, at bibliotekernes online-tjeneste Filmstriben, trods trusler om andet, stadig er open for business i København og resten af landet. Her, blandt et hav af gode film, gemmer sig blandt andet en fransk perle fra 2007, der giver ord som indelukkethed og handlingslammelse en helt ny betydning.
Julian Schnabels smukke ‘Dykkerklokken og sommerfuglen’ fortæller den virkelige og inspirerende historie om moderedaktøren Jean-Dominique Bauby, som oven på et slagtilfælde fanges i sin egen lammede krop. Med hjernefunktionen i behold og med evnen til at bevæge det ene øjenlåg udvikler Bauby sammen med en sygeplejerske et system, der gør ham i stand til ikke bare at kommunikere, men også skrive en hel fucking bog. Se mesterværket og tænk på den stakkels lammede mand næste gang, du sukker over din manglende handlefrihed. Måske filmen ligefrem kunne inspirere til at bruge de sørgelige omstændigheder som kreativt benspænd til at udrette noget smukt.
Kan ses på Filmstriben og iTunes.
’Hjertelandet’
Valgt af Lau Lehrmann: Alle personfortællingerne rummer en livsbekræftende modstand og kompleksitet i Janus Metz og Sine Plambechs skildring af nordvestjyske mænd og thailandske kvinders forunderlige forening. Det er især den tiårige udvikling mellem den traktorglade morsdreng Kjeld og den i begyndelsen pinefuldt isolerede Kae med sønnen Mark i Thailand, der giver tro på kærligheden, håbet og viljen i overvindelsen af et tilsyneladende umuligt projekt.
Tårerne trænger sig på, hver gang dokumentaren når til det punkt, hvor Mark som teenager endelig er kommet til Danmark. Vejen, hvor han først med små usikre skridt betræder dansegulvet sammen med sine jævnaldrende kernejyder og senere bryder ud af den sociale lommes tryghed på et tog mod kokkedrømmen i København, er gudesmuk og euforisk på et universelt, menneskeligt plan.
Kan ses på Blockbuster.
’Miraklerne’
Valgt af Jannie Dahl Astrup: I italienske Alice Rohrwachers mirakuløst sanselige film fra 2014 om det slidsomme biavler-liv for en familie ude på det toskanske bøhland, er der ingen lette løsninger. Faktisk må det alternative øko-landbrug se sig slået af moderne teknikker og pesticider og bryde op. Alligevel sidder du tilbage med både tro og håb i hele kroppen.
Rohrwacher; vel nok italiensk films fremmeste instruktør, iscenesætter nemlig med så meget tålmod og taktilitet, at du nærmest selv kan smage den solstråle, lille Marinella drikker i en helt igennem magisk scene. Sådan er ’Miraklerne’ fyldt med billeder og ideer, du tager med dig videre som små, kostbare drømmesyn: Den overjordiske skønhed Monica Bellucci i gudindekostume, en bi, der kravler ud af munden på filmens unge heltinde Gelsomina, tyk honning, der flyder over den mekaniske slynges kant. Alt sammen indfanget på organisk 16mm film i let kornede, farvedybe billeder.
’Miraklerne’ er en livgivende, italiensk mundfuld solskin, der på én og samme tid smager af honning, saltvand og støvet, udpint jord.
Kan købes på DVD.
’Sangen om Bernadette’
Valgt af Peter Christian Rude: Henry Kings film fra 1943 om det mirakel, der ifølge traditionen fandt sted i den sydfranske by Lourdes i midten af 1800-tallet, er nok sentimental, men den undgår heldigvis de klichéer, som emnet lægger op til. Bernadette er en enfoldig pige, der ikke klarer sig godt i skolen. En dag oplever hun dog noget, der ændrer hendes liv for altid. Hun ser »en smuk dame« i en grotte, og det viser sig at være Jomfru Maria. Kirken og de øvrige autoriteter sår tvivl om hendes syn, men selv står hun fast, og en helbredende kilde springer frem dér, hvor åbenbaringen er sket.
»For dem, der tror på Gud, er ingen forklaring nødvendig. For dem, der ikke tror på Gud, er ingen forklaring mulig«, lyder det allerede i åbningssekvensen. En vidunderlig film om tro, håb og kærlighed, der samtidig repræsenterer det bedste, som Hollywood kunne mestre i sin glansperiode.
Og så kan den tilmed ses ganske gratis på Youtube.
’Cast Away’
Valgt af Lise Ulrich: Jeg knuselsker Tom Hanks og den tidløse sympati og medmenneskelighed, manden selv såvel som størstedelen af hans filmkarakterer symboliserer (mere om det i min Hanks-kommentar her). I ’Cast Away’ fylder skuespilleren skærmen mutters alene i to timer i en isolationsfortælling, der er lige så spontant neglebidende og galgenhumoristisk, som den er rørende håbefuld – og som sætter ens egen irritation over hjemmekarantæne og social distancing en smule i perspektiv.
Hanks er en højtstående FedEx-medarbejder, der efter et flystyrt befinder sig på en øde tropeø, ’Lost’-style. Men i modsætning til de labre overlevende i Damon Lindelofs sci-fi-serie, får vor tiltagende udsultede helt hverken selskab af isbjørne eller shady forskere, men derimod blot en enlig volleybold ved navn Wilson. At selvsamme immervæk alligevel fremstår som en mere afrundet karakter end samtlige ’Lost’-gespenster, er geniale Hanks fortjeneste, når han sammen med sin ’Forrest Gump’-instruktør Robert Zemeckis understreger, at alle mennesker trænger medspil før troen kan flytte bjerge. No man is an island.
Kan ses på Netflix, Amazon Prime og Blockbuster.