Coronakrisen har affødt et væld af virtuelle hjemmekoncerter på Instagram, hvilket har hjulpet mange af os gennem isolationen. Men okay, der er grænser for, hvor mange optrædener fra kunstneres soveværelser, man kan se. Så det er en underholdende udvikling, at de digitale musikopførelser nu ser ud til at rykke ind i nogle nye rum.
I slutningen af sidste uge kunne den elektroniske duo 100 Gecs således afsløre, at de ville holde en hel festival inde i spillet ‘Minecraft’. Og nu melder Travis Scott ud, at han vil premiere ny musik inde i ‘Fortnite’ som del af en begivenhed, der hedder ‘Astronomical’.
Det er lidt diffust (eller bare hemmeligt), hvad ‘Astronomical’ helt præcist er, men det kan opleves fem gange fra den 23.-25. april i ‘Fortnite’. Og mens eventets navn klart knytter sig til Scotts seneste album ‘Astroworld’, er der altså også blevet lovet en ny sang til begivenheden.