‘The Game’ er Dophas hidtil bedste nummer, og den svulstigt blafrende popsang er det mest lysende eksempel på, at den unge dansker er en kunstner, man skal holde rigtig godt øje med.
Singlen fik titlen som P3’s Ugens Uundgåelige, vi havde den som Top Track, og nu har ‘The Game’ fået en passende musikvideo, der også svælger i de store følelser, der knytter sig til at kaste sig ud i det spil, kærligheden engang imellem kan tage form som.
Videoen er instrueret af Mattis Huus Heurlin, og her ser man en eftertænksom Dopha, der i en bil tænker tilbage på den flirt, som hele sangens univers handler om. Hvad var det egentlig, der skete? Skal jeg blive på bagsædet? Eller er det på tide, at jeg tager rattet og selv bestemmer retningen?
»Hver gang jeg bliver spurgt om, hvad ‘The Game’ handler om, kommer jeg instinktivt til at tænke på dating-appen Tinder. Jeg var vild med en fyr, hvor jeg fandt ud af, at han egentlig bare legede med mig og mine følelser – som om det hele bare var et spil for ham. Men jeg lod ham også spille mig, for det hele var lidt for spændende til at stoppe igen. Men så en dag tænkte jeg, ‘nå fordælan…Sofie, he’s just not that into you’. Og så skrev jeg ‘The Game’«, fortæller Sofie Dopha i en pressemeddelelse og fortsætter:
»‘Lad mig komme videre!’, tænkte jeg. Det føltes som om, jeg endelig tog styringen selv, og som at køre ud i mørket i en sej rød sportsvogn for at lege videre og møde en ny. Og hvor er det bedste sted, hvor dating virker som et spil? Ja nemlig. You’ve got it!… jeg fik Tinder«.
‘The Game’ er titelnummeret fra Dophas kommende debutalbum, der endnu ikke har en fast udgivelsesdato.